Berlingske Tidende, 27. april 2004

Rasmus Hylleberg, BA. scient. pol. og MF-kandidat (R)

Folkeretten er blevet det nye sesam-ord. Nøjagtig på samme måde som ”flygtningekonvention” indtil 20. november 2001 blev brugt ukritisk af Socialdemokrater og Radikale til at angribe den borgerlige udlændingepolitik. Ethvert initiativ på udlændingeområdet blev kritiseret eller bremset af venstrefløjen med henvisning til konventionerne. Det fik SR ikke meget ud af, men enten er hukommelsen ganske kort eller indlæringsprocessen meget lang.

I hvert fald forsøger man nu samme taktik, denne gang blot med folkeretten. Påstande om brud på folkeretten bruges som den ultimative kritik mod Fogh-regeringens Irak-krig. For nylig har politisk ordfører Frank Jensen (S) for eksempel skrevet, at den afgørende forskel på beslutninger om danske bidrag til militære aktioner under den daværende SR-regering og den nuværende regering er, at SR bidrog til at udvikle folkeretten, mens Fogh-regeringen har bidraget til at afvikle den.

KREATIV TOLKNING

Det kræver en ualmindelig kreativ fortolkning af SR-regeringens krigsdeltagelse i Kosovo at komme til den slags konklusioner. Også dengang var både FN, verdenssamfundet og folkeretsjuristerne splittede, og flere principper blev brudt. Dengang var det dog ifølge oppositionen progressivt og udviklende for folkeretten at gå i krig. I dag er de samme brud uansvarlige og en trussel mod verdensfreden.

Socialdemokrater og Radikale lægger ganske vist ansigtet i alvorlige folder, når de påstår, at Bush og Fogh med deres forebyggende angrebsdoktrin bidrager til at underminere en global retsorden. Men det er noget sludder. For det første er der intet nyt ved doktrinen. Stater har altid ført krige efter behag, og vil gøre det fremover, hvis det fremmer deres interesser. For det andet kan man ikke bygge et retssamfund eller basere en folkeret på slyngelstater. Den bedste forebyggelse mod krige er ikke teoriske folkeretsprincipper, men stabile demokratier, økonomisk vækst og retfærdighed. Derfor er krigen mod Irak ikke blot til glæde for irakerne, men også et vigtigt skridt mod netop det retssamfund, som oppositionen hævder, at de ønsker.

Hidtil er det dog lykkedes for oppositionen ikke at skulle forholde sig til de virkelige konsekvenser af Irak-krigen. Det gælder f.eks. spørgsmålet om irakernes ve og vel – deres menneskerettigheder er blevet ganske sekundære i forhold til abstrakte folkeretsprincipper. Sesamordet retfærdiggør enhver ansvarsforflygtelse og kræver ikke yderligere argumenter.

FOLKERET UNDERMINERER RETSSAMFUND

Inden folkeretten opnår endnu højere kultstatus end tilfældet er, kunne det egentlig være interessant, hvis oppositionen kunne påvise blot ét eksempel på, at folkeretten har gjort nogen forskel. Hvornår har folkeretten enten afholdt noget land fra at gå i krig eller fået lande til at intervenere militært for at forsvare folkeretsprincipperne? Folkeretten gjorde ingen forskel for rwanderne for 10 år siden, da 800.000 tutsier blev slagtet for åben tv-skærm, og den har ikke afholdt hverken kineserne eller russerne fra at undertrykke henholdsvis tibetanerne og tjetjenerne. Det er for øvrigt paradoksalt, at politikere fra venstrefløjen netop har stået i kø i anledning af 10 års mindedagen for folkemordet i Rwanda for at kritisere verdenssamfundets og især USAs passivitet dengang – mens samme politikere fremturer med voldsomme angreb på USA for endelig at have gjort noget ved Irak. Det er ikke let at gøre de politisk korrekte internationalister tilfredse.

Hvis vi ønsker et globalt retssamfund, er det på tide med et opgør med folkeretten. Dens væsentligste funktion hidtil har været at sikre statsautoriserede massemordere fred og ro til at undertrykke og behandle millioner af mennesker som deres private legetøj. Og den har været verdenssamfundets undskyldning for ikke at forholde sig til massive menneskerettighedskrænkelser. Det er den forældede tankegang, venstrefløjen forsvarer med næb og klør.

LUFTIGE PRINCIPPER

Internationale principper er gode og vigtige, men de skal have klangbund i den virkelige verden. På et tidspunkt hvor de globale udfordringer kræver bedre svar end Bush og Co. giver, er det trist, at centrum-venstre både herhjemme og globalt set ikke har nogen alternativer udover luftige principper. Det er ironisk at måtte konstatere, at des mere virkelighedsfjernt et internationalt princip er, des mere klynger oppositionen sig til det.

Den logik er forventelig fra den yderste venstrefløj, men det er deprimerende at opleve fra to partier som ønsker at være regeringsbærende. Især er det skuffende, at de radikale, der opfatter sig selv som Danmarks internationale parti, alligevel lader sig styre af kortsigtede indenrigspolitiske Gallup-gevinster. Det burde sagen være alt for alvorlig til. Men det anfægter tilsyneladende ikke oppositionen. Man kunne have håbet, at lektien fra 1980s uansvarlige fodnotepolitik havde sat sig kraftigere spor.