Politiken, 5. juni 2004 - brevveksling mellem Morten Helveg Petersen og Rasmus Hylleberg

Folkeretten er blevet et mantra, der senest i Irakkrigen har ført centrum-venstre-fløjen på afveje. For folkeretten har aldrig hindret en krig, men tværtimod sikret statsautoriserede massemordere fred og ro til overgreb mod egne befolkninger. Ja, i 1979 straffede verdenssamfundet endda Vietnam for at gøre en ende på Pol Pots terrorregime, skriver Rasmus Hylleberg, tidligere formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og medlem af Det Radikale Venstre. Men hans partifælle, Morten Helveg Petersen, MF, er ikke enig. For dels har folkeretten i de senere år vægtet menneskerettigheder mere end suverænitet. Dels har Danmark og andre små lande en klar interesse i, at den internationale orden baseres på ret frem for magt. Her diskuterer de to partifæller ideel teori kontra blodig praksis.

Kære Morten

Oppositionens modstand mod Irak-krigen er reduceret til at handle om folkeretten, altså om hvorvidt krigen fulgte internationale spilleregler. Selvom enhver anerkender, at det var godt at slippe af med Saddam, er det ifølge det politiske centrum-venstre sekundært – verden er nemlig blevet et langt farligere sted, fordi Bush og Fogh har lanceret en angrebsdoktrin og undermineret den globale retsorden. Det er et bizart verdensbillede.

I 1979 blev Vietnam straffet for unilateralt at gøre en ende på Pol Pots morderiske regime i Cambodja. Det internationale samfund beskyldte vietnameserne for at krænke folkeretten og underminere den globale retsorden og indledte derfor sanktioner. I dag vil ingen vist hævde, at folkeretten led nogen skade. Til gengæld skammer vi os over, at vi ikke reagerede, mens Pol Pot henrettede millioner af cambodjanere.

20 år senere udtalte en FN-ambassadør med henvisning til Cambodja, at det heldigvis var utænkeligt, at verden igen kunne blive mere indigneret over befrielsen af et undertrykt folk end over et morderisk regimes brutale undertrykkelse. Socialdemokrater og Radikale jublede – og støttede NATOs humanitære intervention i Kosovo, som var den aktuelle anledning til ambassadørens udtalelse.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Men det var desværre ikke utænkeligt. I dag er verden mere forfærdet over USA's befrielse af det irakiske folk end over Saddams forbrydelser. Og centrum-venstre har placeret sig i frontlinien blandt de forargede masser. Det er ganske deprimerende, fordi det betyder, at de der tidligere støttede frihedskamp og menneskerettigheder overalt, nu de facto har allieret sig med undertrykkerne.

Hvis vi ønsker et globalt retssamfund, er det snarere på tide med et opgør med folkeretten. Hidtil har dens væsentligste funktion været at sikre statsautoriserede massemordere fred og ro til at undertrykke og behandle millioner af mennesker som deres private legetøj. Og den har været verdenssamfundets undskyldning for ikke at forholde sig til massive menneskerettighedskrænkelser. Det er dén forældede tankegang, venstrefløjen forsvarer med næb og klør.

Det mærkværdige ved forfærdelsen over USA er dog, at der intet nyt er ved Bush-doktrinen. Folkeretten står hverken svagere eller stærkere end før. Stater har altid ført krige efter behag, og de vil gøre det fremover, hvis det fremmer deres interesser. Den bedste forebyggelse mod krige er ikke luftige folkeretsprincipper, men retfærdighed, anstændige levevilkår og demokrati. Derfor er krigen mod Irak ikke blot til glæde for irakerne, men også et vigtigt skridt mod netop et globalt retssamfund. Det opløftende perspektiv ved Irak-krigen er netop, at den er det første eksempel på, at højrefløjens gamle og tåbelige dogme om ”Mobuto eller kaos” er ved at blive til ”Retfærdighed eller kaos”.

Det burde begejstre alle som ønsker større global retfærdighed, men det ukritiske folkerets-mantra har desværre ført centrum-venstre på alvorlige vildveje. Og verdens diktatorer må anstrenge sig for ikke at afsløre deres fornøjelse over, hvor galt USA er kommet af sted ved at fjerne en af historiens største massemordere. I stedet for at frygte at de står for tur, kan de trygt fortsætte med at udvikle deres rædselskabinetter. Hvis centrum-venstre ikke ændrer politik, får vi ikke noget retssamfund – vi opnår kun, at folkeret bliver til folkeforagt.

Med venlig hilsen

Rasmus

Kære Rasmus

Jeg har meget svært ved at forstå dig. Det nærmer sig det absurde, når du - med adresse til centrum-venstre - påstår, at de der tidligere støttede frihedskamp og menneskerettigheder, nu de facto har allieret sig med undertrykkerne, og ikke ville fjerne Saddam Hussein.

Jeg kunne ikke drømme om at sige noget godt om Saddam Hussein. Men verden er faktisk blevet mere usikker, fordi en lille kreds af lande valgte at indlede en krig med begrundelser der har skiftet løbende. Efterfølgende fremstår et skrigende misforhold mellem begrundelserne for at gå i krig og så begivenhederne på landjorden og ikke mindst i fængslerne. Lad mig blot gentage begrundelserne i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Først var det på grund af Iraks forbindelser til Al Qaida. Da den ikke holdt længere - jf. Bob Woodward og Richard Clarkes bøger - skiftede fokus til masseødelæggelsesvåben. Vi ved alle hvordan den debat endte. Og så kom turen til "regime change", ændring af regimet. Dertil kommer den danske regerings stædige fastholden af at Danmark skam intervenerede på et helt andet grundlag end alle mulige andre, nemlig på grund af Saddams manglende overholdelse af FNs resolutioner. Danmark gik altså i krig uden en FN-resolution for at få Saddam Hussein til at overholde FNs resolutioner.

Jeg forstår, at mange er forvirrede over at målsætningen for interventionen på den måde har skiftet karakter. Derfor er det heller ikke korrekt som du siger, at oppositionens modstand mod Irak-krigen er "reduceret til at handle om folkeretten".

Når Det Radikale Venstre ville gå langt for at fjerne Saddam Hussein, men ikke kunne støtte at iværksætte Irak-krigen, skyldtes det især tre forhold. For det første, at FN's våbeninspektioner ikke var udsigtsløse, for det andet at USA kun havde støtte fra 3 ud af Sikkerhedsrådets øvrige 14 medlemmer og for det tredje at krigen placerede Danmark på en helt forkert udenrigspolitisk kurs.

Men lad os holde os til folkeretten. Du skriver, at det opløftende perspektiv ved Irak-krigen er, at den er første eksempel på, at højrefløjens gamle og tåbelige dogme om "Mobuto eller kaos" er ved at blive til "Retfærdighed eller kaos".

Her er det, vi er grundlæggende uenige. Vi har siden begyndelsen af 1990erne fået bevæget folkeretten fantastisk langt fra det 'klassiske' suverænitetsbegreb og princippet om ikke-indblanding, til fordel for principper om demokrati og grundlæggende menneskerettigheder. Men bevægelsen i folkeretten rummer også en delikat balancegang mellem hensynet til 'orden' og hensynet til 'retfærdighed', som gør FN og den internationale retsorden til skrøbelige konstruktioner. Det Radikale Venstre insisterer på, at 'ordenen' skal være baseret på ret frem for magt. Det har vi gjort siden partiets fødsel i 1905. Fordi det grundlæggende er i alles interesse, og endda særligt for mindre lande som Danmark. Den stadige ambition er, at fremme retfærdigheden uden dermed at sætte ordenen over styr, først og fremmest ved at styrke FN's sikkerhedsråds rolle og evne til at varetage ansvaret for sikkerheden i verden - også indenfor landegrænser. På den måde undgår vi at folkeret bliver til folkeforagt. Og på den måde styrker vi FN som rammen for en international retsorden.

Med venlig hilsen

Morten

Kære Morten

Ufrivilligt understreger du det helt grundlæggende problem for centrum-venstre, når du opridser debatten forud for Irak-krigen: Nemlig at dagsordenen udelukkende blev sat af højrefløjen, mens vi bevidstløst halsede efter. Ja, vel var både Bush og Foghs argumenter dårlige, og på det grundlag var krigen måske forkert. Men ingen forhindrede jo os i at sætte en anden dagsorden og støtte en humanitær intervention, hvilket der var ca. 300.000 gode grunde til (dræbte under Saddam; dertil kommer krigsofre og en udsultet befolkning). Det er det afgørende svigt. Siden har oppositionen efter min opfattelse klynget sig til folkeretten for at retfærdiggøre fejlen.

Dine tre argumenter for ikke at støtte Irak-krigen illustrerer problemet. Hvorfor var spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben afgørende? Det var jo ikke dem, Saddam brugte til at terrorisere irakerne med. De to andre bliver selvopfyldende profetier: Ja, selvfølgelig var der ikke flertal for at føre krig på forkerte præmisser, og derfor ville det placere Danmark på en forkert udenrigspolitisk kurs.

Men den logik er et vildspor, hvis målet er en global retsorden. Ja, 1990erne trak folkeretten den rigtige retning, men åbenbart ikke nok. Når FN ikke kunne blive enige om at udvikle folkeretspraksis, selv når man konfronteres med et slagtehus som Irak, er det på tide med nytænkning – gerne i form af et kvantespring!

Det behov understreger du endda selv tydeligt, når du skriver, at Radikale gennem 100 år har insisteret på, at ”ordenen skal være baseret på ret frem for magt”. Det er selvfølgelig velment, men resultatet har været det blodigste århundrede nogensinde. De gode intentioner har ikke rigtig virket. Nok fordi diktaturstater ikke har den fjerneste respekt for folkeret. Samtidig hævder du, at den holdning er i ”alles interesse”. Det er uden tvivl også velment, men det forekommer mig at være en hån mod irakerne og andre undertrykte folk. Mon ikke snarere det er i ”alles interesse” at opnå frihed fra undertrykkelse? Derfor skal vi gøre op med diktaturer og skabe grobund for stater, som vil respektere både menneskerettigheder og folkeret. Kun sådan får vi en global retsorden. USA og Co. har med Irak-krigen taget første skridt. Nu er der behov for et konstruktivt centrum-venstre til at fastholde og udvikle dette kvantespring!

Med venlig hilsen

Rasmus

Kære Rasmus

Det Radikale Venstre ønsker en aktiv linje i FNs sikkerhedsråd med henblik på intervention til fordel for grundlæggende menneskerettigheder og demokrati. Du er ude i en vildfarelse, når du mener, at vi burde have støttet Irakkrigen under henvisning til Saddam Husseins forbrydelser i 1990erne, og – som de eneste i øvrigt – have kaldt det en humanitær intervention. Du forveksler her humanitær intervention med repressalier. Og som bannerførere for demokrati, folkeret og menneskerettigheder er det helt afgørende, at vi ikke selv bøjer regler og principper efter forgodtbefindende. Det giver netop verdens regeringer alibi til undertrykkelse, som også Amnesty International netop har påpeget.

Du skriver, at vel var både Bushs og Foghs argumenter dårlige, og på det grundlag var krigen måske forkert. Alligevel skal Irakkrigen åbenbart danne skole for at skabe frihed fra undertrykkelse overalt, hvor vi øjner diktatur.

Men Det Radikale Venstre fastholder, at interventioner uden FN-mandat ikke er i overensstemmelse med FN-pagten og dermed ikke folkeretligt legale. Det princip er helt essentielt for en international retsorden. Og opgives det, vil det skade retssikkerheden, gennemskueligheden og stabiliteten i det internationale system. I helt ekstraordinære tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet, trods et flertal, er ”usagligt” blokeret af veto, kan aktioner uden om FN imidlertid være i overensstemmelse med principperne i FN-pagten og dermed legitime. Kosovo er det oplagte eksempel. I sådanne tilfælde øves et positivt pres på den folkeretlige udvikling og Sikkerhedsrådets ret til at gribe ind. Dermed kan praksis for indgriben med FN-mandat blive udvidet. Af de årsager jeg nævnte i det første brev, var Irakkrigen derimod ikke legitim.

Du efterlyser så, at vi er mere konstruktive, men vi har som det eneste parti i Danmark fremlagt kriterier for, hvornår en intervention uden FN-mandat kunne komme på tale. Vi har også udarbejdet et FN-reformpapir med bud på, hvordan vi får et stærkere og mere handlekraftigt FN samt en ambitiøs dagsorden for Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet i 2005. Din løsning på at FN og folkeretten ikke er perfekt, synes at være en skrotning af hele systemet. Det svarer til at ville afskaffe trafiklys, fordi nogen kører over for rødt.

Jeg tvivler ikke på dine gode hensigter, men finder altså din B52-liberalisme for letkøbt. Den styrker min tro på, at det eneste alternativ til FN er et bedre FN.

Med venlig hilsen

Morten