Berlingske Tidende, kronik 27. juli 2004

Rasmus Hylleberg, BA. scient.pol., politisk aktiv i Det Radikale Venstre

Gennem de seneste 50 år er der sket en kolossal politisk og økonomisk magtkoncentration blandt verdens demokratier, mens verdens diktaturer står svagere end nogensinde. Det er ikke tilfældigt, men skyldes, at et retssamfund, hvor borgerne behandles ordentligt, skaber velstand og velfærd. Uanset hvilken kultur eller hvilket folk der er tale om. Med kommunismens sammenbrud blev det klart, at menneskerettigheder, demokrati og markedsøkonomi havde universel gyldighed.

Det er i virkeligheden en banal pointe – så banal, at betydningen af den desværre alt for ofte overses. Det er hovedårsagen til, at Irak-krigen har udviklet sig til en politisk skandale, splittet den demokratiske verden og efterladt en tilstand af apati og panik vis-a-vis det internationale samfunds fremtid.

Hvis vores globale fremtid ikke skal ende i utrygge samfund, hvor vi alle har udsigt til borgerkrigen – som den tyske forfatter Enzensberger har formuleret det – med afgrundsdyb forskel på rig og fattig, omsiggribende terrorisme og endeløse flygtningestrømme, er det på tide at genfinde den globale orienteringssans og få retableret et velfungerende internationalt samfund.

Desværre er der ikke megen hjælp at hente fra politisk hold. To blokke kæmper om at erobre den globale dagsorden, men både duerne og høgene – herhjemme hhv. oppositionen og regeringen – svigter på afgørende punkter.

Blandt duerne er der ingen mangel på gode viljer. Udviklingsbistanden skal sættes op, menneskerettighederne hyldes, og det ramponerede FN skal være rammen om et globalt retssamfund. Problemet er blot, at kreativiteten sjældent rækker længere end appellen »her går det skidt – send flere penge«, og at det er vanskeligt at finde en sammenhæng mellem principper og handling.

Hvorfor støttede man f.els. en krigskoalition uden om FN i Kosovo, men gjorde alt for at standse invasionen af Irak? Hvordan kan man både kritisere USA for at sende tropper til Irak og for ikke at tage til Darfur i Sudan? Hvorfor skal man tage FN alvorligt, når Libyens leder Gaddafi hyldes som formand for FNs menneskerettighedskomite, mens det respektable Østrig for nogle år siden blev lukket ude af det gode EU-selskab? Hvordan kan man kæmpe for en international domstol og samtidig befinde sig blandt forsvarerne for Saddam Husseins ret til at undertrykke et tilfældigt folk? Hvordan kunne man stemple Dansk Folkeparti som ikke-stuerent, mens viljen til dialog med Saddam Hussein tilsyneladende var endeløs?

Inkonsistensen er for stor, og troværdigheden lille. Motivforskning er en vanskelig disciplin, men det ser unægtelig ud til, at oppositionen for øjeblikket er drevet mere af foragten for Bush og Fogh end af forpligtelsen over for de fattige og undertrykte.

Når det gælder regeringen, var det modigt af Fogh at sætte irakernes frihed over kritiske galluptal og det politisk korrekte establishments insisteren på middelmådig dansk konsensuspolitik. Irak-krigen var et vigtigt skridt mod en bedre og mere retfærdig verden, som kan vise sig langt mere gavnlig for de fattige og undertrykte end årtiers forfejlet udviklingsbistand. Det afhænger dog helt af, hvad der sker de kommende år både i Irak og globalt set. Men her svigter også Fogh og hans internationale borgerlige kolleger.

Højrefløjen er utroværdig, fordi den forsøger at skabe global sikkerhed med økonomiske pebernødder, og den har ingen strategi for global fornyelse. Dagsordenen er defensiv, præget af krisestyring og dårlige undskyldninger (Irak er igen et godt eksempel). Høgene er trængt ideologisk i USA, og det borgerlige Danmarks ideforladthed kom tydeligt til udtryk, da Berlingske for nogle måneder siden interviewede en række intellektuelle, da torturskandalen i Irak eksploderede. Nærmest total retræte over hele linien. Engagementet tyder på, at højrefløjen mindre er drevet af visionen om retfærdighed og frihed til de fattige end af sikkerhed og frihed fra de fattige. Det er en sproglig spidsfindighed, men udgør en kolossal realpolitisk forskel.

Hvis vi skal undgå den globale borgerkrig, er det på tide at kombinere det bedste fra duerne og høgene: flere gode viljer og ikke mindst penge til global udvikling fra oppositionen, og fra højrefløjen modet til at udfordre de internationale spilleregler og viljen til at bruge magt, når stater undertrykker egne folk eller udfordrer den globale sikkerhed.

Netop forståelsen af forholdet mellem magt og ret er fundamentalt for uenigheden. Duerne ønsker, at international ret skal stå over magten og klynger sig til de nuværende globale institutioner, herunder især FN. Det er imidlertid et paradoks, at de, der råber højest om global fornyelse, er de samme, som mest ihærdigt insisterer på at bruge FN, der qua sin struktur er voldsomt reaktionær. Høgene derimod sætter magt over ret og er dybest set ligeglade med internationale regler og institutioner. Begge opfattelser er forkerte og leder de respektive fløje på afveje samtidig med, at de blokerer for en nødvendig fornyelse af den internationale arkitektur.

Det revolutionerende ved det 21. århundrede er, at magt og ret endelig er smeltet sammen. Magt er ret. Demokrati skaber tilfredse borgere og magtfulde stater, diktaturer skaber fattigdom og afmagt. Men det kræver velfungerende internationale institutioner at give magten og retten legitimitet. Den rolle kan FN udfylde – men det kræver drastiske reformer.

Det fundamentale problem er, at FN ser ud på nøjagtig samme måde, som da organisationen blev stiftet i 1945. Tænk f.eks. på hvad der er sket med EU. Rammerne for samarbejdet har udviklet sig kolossalt blot inden for de seneste 10-15 år. Det har været helt nødvendigt, hvis organisationen skulle fungere og have legitimitet. Det centrale ved forandringerne er, at den institutionelle magtbalance løbende er ændret for at afspejle virkelighedens magtbalance. Når det gælder FN, tror ledende politikere mærkværdigvis, at det er nok blot at insistere på organisationens legitimitet. Det er naivt.

Inspirationen til en reform kan hentes fra FNs founding fathers, dvs. de amerikanske præsidenter Woodrow Wilson, stifter af Folkeforbundet efter Første Verdenskrig, og Franklin Roosevelt og Harry Truman, der var primus motorer bag FN. De tre præsidenter står stadig som ikoner for mange, fordi de havde modet og viljen til at lægge grunden til et globalt retssamfund.

Mange glemmer imidlertid, at det kun kunne lade sig gøre at indstifte ret ved hjælp af magt. Hverken Folkeforbundet eller FN var resultatet af et brændende ønske fra flertallet af verdens stater, og der var langtfra udelt begejstring for idéen. Institutionerne blev kun en realitet, fordi præsidenterne var overbeviste om deres egne idéers universalitet – og derfor var villige til at sætte magt bag deres politiske visioner.

Lektien er, at ret ikke skabes ved konsensus. Det er derfor på tide, at vi i de demokratiske retsstater udnytter vores kolossale magt til at indstifte en ny, retfærdig retsorden: et revitaliseret FN som afspejler, at magt og ret hænger sammen. Det handler ikke primært om at bruge militær magt - men også militær magt som i Østtimor, Kosovo og Irak - men om at tage et moralsk opgør med undertrykkende regimer. Det er urimeligt, at diktaturstater får lov at hente den legitimitet internationalt, som de ikke kan skaffe nationalt.

Det kan f.eks. gøres ved at fratage diktaturstater deres stemmeret og øvrige internationale rettigheder. Hvorfor synes vi, at deres holdning er interessant, blot fordi de har kuppet en stat? Endvidere er det på tide at genoplive FNs formynderskabsråd. FN skal rustes til at kunne overtage kontrollen med stater, som enten støtter international terrorisme eller myrder sine egne befolkninger, som det sker i Sudan eller Burma – og skete i Irak.

Alternativet til en reform er øget global mistillid, frygt og anarki. Derfor skal duer og høge forsones - og Danmark bør gå forrest med et godt eksempel. Vi har internationalt en høj troværdighed på begge fløje, så hvis regeringen og oppositionen finder sammen om et udspil til en ny international arkitektur, er der gode chancer for, at Danmark kan bidrage afgørende til at sætte en stærk, global dagsorden. Det er på høje tid at komme i gang - medmindre vi foretrækker udsigt til borgerkrigen.