Kristeligt Dagblad, kronik 6. august 2004

Af Rasmus Hylleberg, medlem af Kirkernes Verdensråds styrelse og tidl. formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

Afskyvækkende halshugninger, sabelsvingende fundamentalister og hadefulde udfald mod Vesten er blevet hverdagskost for sagesløse tv-seere, når der zoomes ind på Mellemøsten, og frygten for civilisationernes sammenstød – en moderne version af middelalderens korstoge – sniger sig ind på flere og flere.

Politisk udnyttes frygten – Kristian Thulesen Dahl (DF) har f.eks. sagt, at man skal være mere end blind og naiv for ikke at se faren i islam – og godt hjulpet af nogle få, men dedikerede intellektuelle er det lykkedes at give fordommene en videnskabelig indpakning og skabe et indtryk af islam som en trussel mod danskheden, Europas fremtid og verdensfreden. Det er paradoksalt, at frygten for muslimerne eskalerer på et tidspunkt, hvor den islamiske civilisation aldrig har stået svagere.

Problemet med islam er dog ifølge ”islamofoberne” (dem der frygter islam), at islam er ramt af ”Koranmuren”, altså at muslimer er bundet på hænder og fødder af Koranens middelalderlige bud, som er gyldige til alle tider og alle steder. Det indebærer, at islam pr. definition er kvindeundertrykkende og uforenelig med et kapitalistisk samfund og en moderne, demokratisk retsstat. Det er ironisk nok et synspunkt som islams kritikere deler med de muslimske fundamentalister, men det gør ikke synspunktet mere rigtigt.

At henholde sig til Koranen i bestræbelserne på at dokumentere fordommene om islam er på den ene side rimeligt, eftersom muslimer selv tager udgangspunkt i Koranen, når de skal udlede den rette levevis. På den anden side er det forbavsende, at forestillingen om Koranmuren har fået så stor gennemslagskraft. Koranen er på samme måde som f.eks. Bibelen fyldt med modsætninger og åben for subjektive tolkninger. Og præsteskabet inden for islam er nøjagtig lige så varieret som inden for kristendommen – blot i den danske folkekirke er der f.eks. plads til både biskop Kjeld Holm og pastor Søren Krarup, der har vidt forskellige opfattelser af, hvad kristendommen indebærer. Derfor er det heller ikke svært at finde muslimske eksponenter for de synspunkter, man selv måtte ønske at fremme. En god tommelfingerregel er, at henvisninger til Koranen snarere siger mere om dem, der udvælger og bruger citater, end de siger om islam.

Koranmuren er således en illusion. Nøjagtig på samme måde som forestillingen om ”Pave-muren” var det for 40-50 år siden, hvor mange anså katolicismen for at være en barriere for udviklingen af demokrati. Derfor findes svaret på islams fundamentalisme ikke ved at gå 1400 år tilbage til profeten Muhammeds tid. Problemet er ikke, at islam er ramt af Koranmuren. Det er derimod, at Mellemøsten aldrig opdagede, at den rigtige mur, Berlinmuren, faldt.

Berlinmurens fald betød, at kampen mellem USA og Sovjetunionen om diktaturstaters støtte bortfaldt, og at det meste af verden åbnede sig for demokrati og markedsøkonomi. De fattige lande i Afrika, Asien og Latinamerika blev tvunget til at iværksætte politiske og økonomiske reformer, men Mellemøstens olieressourcer betød, at ingen turde presse reformer igennem dér af frygt for at skabe kaos. Forestillingen om ’diktatur eller kaos’, som var Koldkrigens retfærdiggørelse af støtten til brutale diktatorer som Mobuto i Zaire og Suharto i Indonesien, overlevede desværre i Mellemøsten. Det ændrede sig først med invasionen af Irak – og det er frem for alt i Irak, at kampen om Koranmuren kommer til at stå.

Når vi som europæere tænker på islam, tænker de fleste af os på Mellemøsten og måske det tidligere Talebanstyre i Afghanistan. Et hurtigt kig på Mellemøsten gør det da også let at få bekræftet alle fordommene. Kvinder behandles mange steder som dyr, befolkningen er fattig, de politiske systemer er dybt undertrykkende, og fundamentalismen er stigende. Det har bare ikke særlig meget at gøre med islams grundlæggende værdier.

Det er ganske naturligt at rette blikket mod Mellemøsten, når vi vurderer islam, fordi regionen er overvejende muslimsk. Men også forenklet. Flertallet af verdens muslimer bor i Asien, ikke i Mellemøsten. At tage Mellemøsten som bevis for islams fallit svarer nogenlunde til at dømme kristendommen på det kristne Afrikas elendighed. De fire største muslimske lande er Indonesien, Bangladesh, Pakistan og Indien (hvor muslimer udgør et mindretal, men dog godt 120 mio.) med tilsammen halvdelen af verdens 1,2 mia. muslimer. Landene udmærker sig derudover ved, at de på forskellig vis dementerer fordommene om islam. F.eks. er Indien et veletableret demokrati, og Bangladesh og Indonesien er godt på vej. Det samme er Tyrkiet – forhåbentlig kommende medlem af EU – som er det sjettestørste muslimske land. Organisationen Freedom House som årligt udgiver en rapport om verdens demokratiske tilstand konstaterede sidste år, at flertallet af verdens muslimer vokser op i mere eller mindre stabile demokratier. Hvis islam således er uforeneligt med demokrati, ser det ud til, at det er forbigået 800 mio. muslimers opmærksomhed.

Når det gælder kvinder, har de nævnte lande alle haft kvindelige premierministre – hvad de færreste protestantiske lande kan prale med. Afghanistan minder os om Talebans burkaklædte kvinder, men inden landets nedtur fra midten af 1970erne var Kabul ganske liberalt målt på kvinders rettigheder, f.eks. var 40 pct. af alle læger kvinder.

Hvad angår islams påståede uforenelighed med en kapitalistisk økonomi, har det største muslimske land, Indonesien, haft en vækst på omkring 7 pct. årligt gennem 25 år, og blev ofte fremhævet som en af Verdensbankens succeshistorier. Det samme har Malaysia, også et muslimsk land.

Der kan gives mange flere eksempler. Pointen er dog blot, at den geografiske variation samt den markante forskel på muslimske landes demokratiske og økonomiske udvikling næppe kan forklares ved yderligere Koranstudier. Islams problem er ikke historisk, men sørgeligt aktuelt.

Saddam Husseins fald i Irak kan som sagt få samme betydning for Mellemøsten, som Berlinmurens fald fik for resten af verden. Mange drager dog den stik modsatte konklusion, nemlig at Vestens tilstedeværelse i Mellemøsten vil fremme terror. Det er et mærkværdigt ræsonnement. For nylig viste en undersøgelse, at mere end halvdelen af Mellemøstens unge drømmer om at komme til Vesten. Det er ikke, fordi de hader os og opfatter USA som den store Satan – eller fordi de vil kolonisere os. Det er fordi de véd, at USA og Europa er nøglen til en bedre fremtid. Optrapningen af terrorhandlinger i Irak er ikke udtryk for en folkelig opstand mod koalitionen, men er desperate handlinger fra muslimske fundamentalister som frygter freden. En fredelig udvikling i Irak vil nemlig give håb til en generation af desillusionerede unge arabere – og langsomt underminere det fundamentalistiske islam og de resterende brutale arabiske regimer.

Når de fundamentalistiske bevægelser har haft og fortsat har stor tiltrækningskraft skyldes det især, at islam udgør det eneste alternativ til en politisk virkelighed, hvor enhver opposition effektivt og brutalt slåes ned. Islamisterne tilbyder de unge en hovedrolle i deres eget liv og fungerer som et talerør for deres frustrationer. Og et sådant talerør er helt nødvendigt. Omkring 70 pct. af de arabiske befolkninger er under 30 år og er desperate over udsigten til en fremtid med fattigdom, undertrykkelse og arbejdsløshed – og de står på spring til at blive morgendagens terrorister, hvis de ikke tilbydes andre alternativer. Men der er mindre tale om et fundamentalistisk korstog end en forsinket version af sultens slavehær.

Det ironiske ved frygten for islam er, hvor meget ”islamofoberne” og de muslimske ekstremister har tilfælles. Begge grupper søger tilflugt i en art fundamentalisme, et mentalt tilholdssted hvor alt er sort-hvidt, og hvor den enkelte ikke behøver at forholde sig til den brogede verden. De klynger sig til enkle remser fra Koranen, hader nutidens kompleksitet, og drømmer om en fortid som aldrig har eksisteret. I et globaliseret 21. århundrede er det en sikker blindgyde – men illusionen er fristende enkel. Et demokratisk Irak kan dog blive et afgørende bidrag til at skabe håb til Mellemøstens befolkninger og til at nedbryde fordommene om islam. Koranmuren vakler.