Politiken, 11. august 2004

Af Rasmus Hylleberg, tidl. formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og medlem af Det Radikale Venstre

Udlændinge har igen været i fokus henover sommeren – efter den velkendte skabelon: På baggrund af et tilfældigt postulat om at menneskerettighederne krænkes, går oppositionen på barrikaderne over udlændingelovgivningen. Anført af den Radikale fortrop skrues der op for den skingre brokkefrekvens, hvor især integrationsminister Bertel Haarder må lægge ryg til alverdens grove beskyldninger, og lovgivningen kræves rullet tilbage sådan som den så ud inden november 2001. Svaret er derefter: Regeringen er ufejlbarlig, konventionerne er overholdt og intet skal ændres. Det er ikke en frugtbar dialogform, og taberne er både de udlændinge og danskere, der rammes af den urimelige 24-års regel, og de flygtninge som skal leve af en alt for lav integrationsydelse.

Der er behov for at bryde dette politiske dødvande – hvor konventionerne tilsyneladende er blevet mere vigtige end de mennesker det handler om – men det kræver vilje til at sætte udlændingenes ve og vel over det indenrigspolitiske spil og mod til at opbløde de fastlåste positioner. Der er flere forhold som burde vække til eftertanke.

Mere haarderskhed, tak!

Med undtagelse af integrationsydelsen og 24-års reglen er det problematiske ved regeringens udlændingepolitik ikke så meget den konkrete lovgivning, men mere den måde store dele af højrefløjen dyrker fordommene om de fremmede på – med Bertel Haarder som regeringens eksemplariske undtagelse. Det er derfor ironisk, at Haarder udråbes som den største skurk. Ingen har vel som han gennem de seneste år forsøgt at finde løsninger i stedet for at fremme fordomme, og kæmpet ihærdigt mod Dansk Folkepartis indskrænkede danskhedsidealer. Noget han desværre står alt for alene med. Der er kun få andre politikere som har mod til at nytænke udlændingelovgivningen i lyset af globaliseringen, og som har evne og indsigt til at angribe nogle indvandrermiljøers uvaner uden samtidig at angribe deres ret til at være forskellige religiøst og kulturelt. Venstres annoncer i sidste valgkamp var en klam påmindelse om, at mange borgerlige politikere er villige til at tage muslimer som gidsler, hvis skattestoppet ikke er nok til vende galluptallene. Det er usselt og lægger gift for integrationen. Derfor skal vi være glade for, at Haarder ikke røg til Bruxelles som kommissær – der er behov for mere ”Haarderskhed” i den danske udlændingedebat, ikke mindre.

For det andet er det ironisk, at den rigide og forkerte 24-års regel udelukkende ser ud som den gør pga. et absurd misbrug af netop konventionerne. Enhver pragmatisk løsning på at komme tvangsægteskaber og andre former for organiseret mennesketrafik til livs, som forskellige ministre har leveret, har især Det Radikale Venstre bekæmpet med henvisning til, at det var diskriminerende, hvis ikke reglen gjaldt alle. Blandt andet derfor står vi nu med så mange groteske sager, hvor staten sætter grænser for kærligheden.

Opgør med konventionstyranni, tak!

Der er behov for et opgør med det urimelige konventionstyranni, så vi kan få en lovgivning, der sikrer den farverige kærlighed global udfoldelse – uden hverken at svigte udsatte etniske unge eller undergrave indvandrerstoppet som det hidtil er sket på kreativ vis inden for nogle udlændingemiljøer. Det kræver en mere fleksibel lovgivning, hvor sagsbehandlere igen får lov at bruge deres sunde fornuft. Der har bredt sig en forestilling om, at et forvaltningsmæssigt skøn netop når det gælder tvangsægteskaber er menneskeretsstridigt, men det er jo sådan det danske samfund i øvrigt fungerer. Hver dag foretager velfærdssamfundets frontmedarbejdere skøn og træffer beslutninger – på baggrund af en lovgivning som lægger rammerne – som har væsentlige konsekvenser for borgerne.

I det hele taget er det på tide at tage et opgør med den rolle menneskerettighederne efterhånden spiller i udlændingedebatten. Det er ærgerligt, når integrationsydelsens eksistensberettigelse f.eks. gøres til et spørgsmål om, hvorvidt den er i strid med flygtningekonventionen. Den er en dårlig ide ganske enkelt fordi flygtninge – også de ressourcestærke af slagsen – ofte har ar på krop og sjæl, og de fortjener i det mindste at have bare nogenlunde økonomiske vilkår, mens de knokler for at falde til i det danske samfund.

Konventionerne er gode pejlemærker for, hvilke principper vi ønsker at bygge samfundet på, men deres betydning spiller fallit, hvis de degraderes til politisk legetøj og simple retoriske bremseklodser over for virkelighedens komplekse udfordringer. Oppositionen skulle derfor hellere bruge energi på at angribe problemerne og bidrage med løsninger i stedet for ansvarsløst at angribe ministeren. Måske det endda ville fremme dialogen med Haarder, så han også kunne kravle op af sin skyttegrav.

PS. Lad mig slutte med at rose den så udskældte Udlændingestyrelse. Gennem det seneste år har jeg flere gange på vegne af gode flygtningevenner kontaktet styrelsen og hver gang fået hurtig og venlig betjening. Måske får man også her svar som man spørger.