Berlingske Tidende, kronik 17. september 2004

Af Rasmus Hylleberg, studerende og radikalt hovedbestyrelsesmedlem

Irak trækker dagligt dramatiske og blodige overskrifter. Bomber sprænger tilsyneladende overalt, og irakiske militsgrupper bekriger de udenlandske styrker. Betyder det, at krigskoalitionen er på vildspor? Og hvad skal vi gøre for at støtte genopbygningsprocessen? Ifølge oppositionen er den danske (og amerikanske) tilstedeværelse ved at blive en del af problemet snarere end af løsningen, og Socialdemokratiet og Radikale har derfor truet med at trække deres støtte til de danske styrker, hvis bomberne fortsætter med at sprænge og det irakiske januar-valg udskydes. Ræsonnementet er, at irakerne bedre selv kan sikre sig en fredelig fremtid.

På overfladen kan synspunktet umiddelbart virke fornuftigt, men intet tyder ved nærmere eftersyn på, at det er det. Tværtimod ser det ud til, at der er behov for flere styrker, flere ressourcer og et endnu større internationalt commitment til Irak. Meldingen fra oppositionen falder pudsigt nok samtidig med, at en af de hidtil mest omfattende undersøgelser af Iraks genopbygning inkl. de fremtidige perspektiver er offentliggjort. Med anbefalinger om det stik modsatte. (Rapport fra den uafhængige tænketank Center for Strategic and International Studies, www.csis.org).

Status i Irak

Konklusionen er på den ene side, at det langt fra går så godt som den amerikanske regeringspropaganda hævder, og at der er lavet mange strategiske fejl siden krigskoalitionen overtog ansvaret for Irak. Især har amerikanerne satset alt for meget på storstilede prestigeprojekter i stedet for lokale initiativer, der skaber medejerskab og jobs. Det skal der ændres på. Hurtigt. På den anden side fastslås det, at irakerne er forsigtigt optimistiske omkring fremtiden, og at mediernes dommedagsprofetier er langt fra virkeligheden. Det helt afgørende for irakerne er større sikkerhed. Det kræver ikke færre eller ingen styrker, men flere. Fanatikerne kaster under stor opmærksomhed med bomber, men det tavse flertal knokler ubemærket for at få dagligdagen til at hænge sammen, og de forventer, at udenlandske styrker kan og vil beskytte dem. Frustrationerne og utilfredsheden opstår, når forventningerne ikke indfries.

At lægge op til retræte på den baggrund virker besynderligt. Det vil formodentlig blot fremme et totalt sammenbrud, da almindelige forbryderbander – som udgør et meget alvorligt og hidtil negligeret problem – må forventes at fortsætte deres hærgen uanset, om de internationale styrker forlader Irak. Samtidig er tilliden mellem de etniske og religiøse grupper fortsat så skrøbelig, at svigtende internationale garantier om beskyttelse af mindretallene kan få voldsomme konsekvenser bla. i form af våbenkapløb og borgerkrig mellem grupperne. Det kan kun fast og ubetinget tillid til fortsat international tilstedeværelse forhindre.

Myter om Irak

Myterne om Iraks manglende potentiale for udvikling og demokratisering er mange, og de muslimske fundamentalister lader sig gerne (mis)bruge til at bekræfte de værste af dem. At oppositionen også gør det er skuffende. Det bidrager blot til at skabe et indtryk af en mission impossible. Men det betyder ikke, at det er rigtigt. Faktisk er det ualmindelig vanskeligt at se, hvilke forhold oppositionen bygger deres analyse på.

Der er nemlig ganske oplagte og jordnære forklaringer på, hvorfor der fortsat er voldsomme problemer, og hvorfor Irak ser ud til at være mere umulig end andre genopbygningsprojekter som Kosovo og Bosnien – hvor oppositionen sammen med regeringen heldigvis forfølger en trofast, tålmodig og langsigtet politik. Det skyldes ikke særlige muslimske værdier, et antidemokratisk islam, eller en generel modvilje mod Vesten. Det enkle og for mange overraskende svar er, at Irak desværre ikke er lige så højt prioriteret af verdens regeringer som af medierne. Hvis antallet af soldater f.eks. skulle modsvare de internationale styrker i Bosnien eller Kosovo relativt set, skulle der være helt op til ml. 250.000-500.000 soldater i Irak på nuværende tidspunkt. Imidlertid er der blot godt 150.000. Derudover er der et massivt behov for politi til at sikre den almindelige lov og orden. Sammenlignet igen med Bosnien og Kosovo mangler Irak hhv. 20.000 og 50.000 politifolk for at være lige så godt stillet som de to europæiske lande. Dertil kommer et efterslæb på mia. af bistandskroner.

Urealistiske forventninger om fred og udvikling

En anden årsag til at det ser slemt ud er, at forventningerne om fred, stabilitet og demokrati har været og er helt urealistiske. I Irak er der opstillet deadlines som ikke engang kunne overholdes, da lilleputlandet Østtimor med hjælp fra det internationale samfund blev stabiliseret og demokratiseret fra 1999-2002. I Afghanistan er det første valg også udsat to gange, siden Taleban blev fordrevet i 2001, og skal nu finde sted til oktober. Her har ingen foreslået at kalde de internationale styrker hjem pga. vold og uro. Tværtimod rejses der jævnligt krav om flere. Alligevel siger Niels Helveg Petersen (RV) om Irak, at ”hvis sikkerhedssituationen umuliggør afholdelse af valg, og det demokratiske perspektiv dermed slås i stykker, må vi spørge os selv, om der er nogen mening i, at vi fortsætter dernede”. Hvorfor anlægger oppositionen andre standarder, når det gælder Irak, end for andre genopbygningsprojekter?

Husk Europas historie

Det er ikke tiden til at udtænke komfortable exit-strategier. Det er tværtimod tid til at forberede sig på det lange seje træk. Også når det ser svært ud: ”Vi har tabt freden … bitterheden på amerikanerne er overvældende. Frihed betød ikke frihed fra undertrykkelse – for civilbefolkningen betyder det blot usikkerhed overfor den forbryderstat, der er ved at udvikle sig”. Det kunne handle om Irak. Men citatet er fra 1945 fra det amerikanske tidsskrift Life og omhandler efterkrigstidens Europa. USA svigtede ikke Europa dengang – og vi bør ikke svigte Irak i dag.

Irakerne (muslimerne) er nøjagtig lige så disponerede og sultne efter demokrati, frihed og retfærdighed, som vi europæere er det, men efter årtiers undertrykkelse vil det tage mange år at opbygge tillid og stabile institutioner. Det er lektien fra genopbygningen efter Anden Verdenskrig og efter krigene på Balkan. At opstille korte og ultimative deadlines styrker kun ekstremisternes destruktive dagsorden.

Det vigtigste valg...

Irak er inde i en meget afgørende fase, hvor irakerne stadig tror på fremtiden og på, at det internationale samfund kan støtte dem på vejen mod et demokratisk og fredeligt samfund. Men alt kan gå galt, og tilliden er på lånt tid. Derfor må Danmark ikke svigte Irak. Tværtimod skal vi sende flere penge, soldater, læger, politi, advokater og alt hvad der ellers er behov for af genopbygningsstøtte. Samtidig skal vi knokle for at få flere lande med om bord. Det gør regeringen formodentlig på højtryk, men her kan oppositionen – inkl. to tidligere udenrigsministre med et omfattende internationalt netværk – spille en vigtig rolle, fordi man ikke som regeringen havde aktier i krigen.

Der står meget på spil. For irakerne og for alle os andre. Et fredeligt Irak kan nedbryde vestlige fordomme om islam og skabe håb til undertrykte muslimer i hele verden. Indenrigspolitiske overvejelser bør lægges til side i den sammenhæng. Selvom det kommende valg herhjemme er vigtigt, er det intet at regne i forhold til de valg, som skal finde sted i Irak i de kommende måneder og år. Det må man håbe oppositionen også har forstået.

Kilder:

* Progress or Peril? Measuring Iraq’s Reconstruction, CSIS, september 2004.

* America’s Role In Nation-Building: From Germany to Iraq. Rand Corporation, 2003.

Venstrefløjen svigtede Irak (Politiken, 2004) Overordnet er der grund til at glæde sig over at Saddam blev fjernet, og at Irak nu har fået mulighed for at udvikle sig i en positiv retning, sådan som den hårdtprøvede irakiske befolkning har fortjent.

Hurra for den demokratiske imperialisme (KD, 2003)

Modviljen mod USA får mange gode folk til at glemme proportionerne fuldstændig. Det er gratis for os at indtage de lette anti-amerikanske synspunkter, men det kan få katastrofale følger for irakerne, hvis USA ikke bliver og hjælper irakerne med også at vinde freden.

Venstrefløjens hykleri om USA og Saddam (Politiken, 2003) De gode græder og de onde ler, når de følger venstrefløjens ihærdige kamp for undgå en krig mod Irak. Manglen på visioner er skræmmende, og kun uopfindsomheden er efterhånden grænseløs hos de gamle internationale!