Politiken, 17. september 2004

Af Rasmus Hylleberg, studerende

Tak til Peter Kemp for en spændende kronik om folkeretten (Pol. 14.9). Den sætter fokus på USA's overtrædelse af internationale regler, som f.eks. overgrebene i Abu Ghraib-fængslet, og på supermagtens ansvar for at støtte en retsorden, fordi ”kun USA er stærkt og rigt nok til at få gennemført en international retsorden”. PK konstaterer, at det er USA's dobbeltmoralske adfærd som er årsag til den omsiggribende antiamerikanisme og spørger retorisk indigneret, om det ikke er statsterrorisme, når den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld under Irak-krigen skulle godkende luftangreb med risiko for mere end 30 civile ofre.

PKs betragtninger er et langt stykke ad vejen rigtige, men efterlader alligevel det indtryk, at det står rigtig skidt til med international ret pga. USA's globale engagement. Det er forkert. Der er grund til at se en ekstra gang på proportionerne og perspektiverne.

Det er et ganske alvorligt problem, at USA ikke overholder Geneve-konventionerne og efter alt at dømme støtter moderate former for tortur a la Abu Ghraib. Tortur bør ikke accepteres under nogen omstændigheder. Her må Europa lægge et stærkt (dog ikke-fysisk!) pres på USA for at stoppe den moralske deroute. Alligevel er Abu Ghraib også et eksempel på, hvor langt folkeretten og konventionsstandarderne har bevæget sig de seneste år, når en hel verden oprøres over overgrebene. Der er trods alt ingen afrevne negle, afskårne tunger og udstukne øjne og det der er værre, som det ellers er fast praksis i mange lande.

Når PK bruger Rumsfelds rolle under Irak-krigen som eksempel på statsterror og på hvor galt det står til med folkeretten, forekommer det snarere at bekræfte det modsatte (uanset hvordan man i øvrigt ser på krigen). Er det ikke et fantastisk fremskridt for den civiliserede verden, at 30 civile krigsofre opfattes som så alvorligt, at risikoen for deres død gøres til et politisk ansvar? Tænk hvis den praksis havde været gældende i Vietnamkrigen, under Saddams angrebskrig på Iran eller aktuelt i Sudan og Congo.

Dobbeltmoral..?

Endelig er PKs konstatering af at kun USA er stærkt og rigt nok forkert. Europa er også rigt nok, men modsat USA har vi ikke taget hverken konventioner eller menneskerettigheder så alvorligt, at vi var eller er villige til at betale for at gøre dem til virkelighed. Det er det væsentligste globale problem. Vi foretrækker transportfradrag, cafe-penge og efterlønsfinansierede golf-ferier frem for fred og retfærdighed for andre. På trods af vores ”høje” udviklingsbistand er sandheden, at USA's samlede bidrag til en mere retfærdig verden er langt større end både Danmarks og Europas.

Derfor kan det umuligt alene være dobbeltmoral, der er årsag til den globale antiamerikanisme. Det er nok snarere USA's vilje og mod til handling, der udstiller dobbeltmoralen, fordi ingen nok så høje idealer kan løse verdens problemer på én gang. Her er det lettere at være europæer, fordi vi gladelig holder den moralske fane højt uden at føle os forpligtet af parolerne. Den amerikanske forfatter Mark Hertsgaard konstaterer da også, ”at mine to jordomrejser har lært mig, at amerikanerne ikke har monopol på provinsialisme og selvoptagethed; forskellen er at amerikanerne er provinsielle og selvoptagede samtidig med at vi er den mægtigste magt i historien.”

Hvis vi ønsker en global og mere retfærdig retsorden er et første vigtigt skridt, at vi – dvs. danskere og europæerne generelt – får bedre øje for proportionerne i forhold til hvor og ad hvem, der skal peges de største fingre. Mange europæiske intellektuelle dyrker antiamerikanismen og bidrager til at gøre den til en selvopfyldende profeti uafhængigt af, hvad USA egentlig foretager sig. Måske kunne dem der opfatter USA som statsterrorist med fordel begynde med at behandle USA, som de kræver USA skal behandle andre terrorister, dvs. ikke håne og ydmyge en fjende, men behandle fjenden med respekt. Desværre går der nok nogle år før konventionerne bringer os så vidt.