Politiken, 16. oktober 2004

Af Rasmus Hylleberg

Den traditionelle fattigdomsorienterede bistand er under pres, konstateres det ofte forfærdet fra oppositionen, bistandsmiljøet og andre godtfolk – og mange frygter, at den ny udviklingsminister Bertel Haarder vil koble bistanden yderligere sammen med bla. flygtninge, sikkerhed og terrorbekæmpelse. Men det vil Haarder forhåbentlig. Et bredt folketingsflertal sværger fortsat til fattigdomsorienteringen, men virkeligheden er for længst løbet fra den forenklede udviklingsforståelse. Det er på tide at formulere nye principper for bistanden.

Fattigdomsorienteringen har groft sagt blot betydet, at regeringer som har modarbejdet udvikling og plyndret deres egne befolkninger har modtaget mere bistand, fordi deres lande selvsagt har været mest fattige. Analyse på analyse viser desværre også, at der på trods af al snak om politisk konditionalitet de seneste 10-15 år ingen sammenhæng har været mellem god regeringsførelse og et lands bistand. Eller mellem vækst, fattigdomsudryddelse og bistand. Måske endda tværtimod.

Afrika er et godt (skidt) eksempel. Intet kontinent har modtaget mere bistand, og intet kontinent er fattigere. Efter Anden Verdenskrig udtænkte USA en Marshallplan, der indebar enorme pengeoverførsler til Europa, og opfattelsen blandt mange er, at kunststykket skal gentages med Afrika. Problemet er bare, at Afrika allerede har fået støtte i et omfang, der svarer til omtrent seks Marshallplaner – så det er tvivlsomt, at endnu én skulle gøre nævneværdig forskel alt andet lige. Det er da også tankevækkende, at de tre mest velfungerende stater er Sydafrika, Botswana og Mauritius, der har det tilfælles, at de har modtaget suverænt færrest bistandsmidler de seneste 50 år.

Alligevel er FN-rapporter og udviklingsstrategier stadig gennemsyret af en såkaldt gap financing-tankegang, hvilket oversat til almindeligt dansk betyder, at forudsætningen for at skabe vækst og udvikling er flere penge. Et standardeksempel er forestillingen om, at de såkaldte 2015-udviklingsmål kan nås, hvis blot den globale bistand fordobles til ca. 120 mia. dollar. Men det er en illusion. Sandheden er tværtimod, at netop Afrika – der modtager flest penge – er det eneste, som ikke kommer til at nå blot ét af 2015-målene. Afrika er ikke fattigt, fordi det modtager for lidt bistand, men fordi et flertal af dets ledere sætter egne interesser over alt andet. Hidtil har vi spillet gode miner til slet spil. Det skal der ændres på.

Først og fremmest er det nødvendigt at gøre op med de snævre rammer for udviklingsbistanden, hvor fattigdomsorientering er blevet et reaktionært mantra, der blokerer for helhedstænkning omkring udfordringer, der er uløseligt forbundet. Et alternativ til bistandsrammen kunne være en global ramme, der indeholdt Danmarks samlede bidrag til en bedre verden, dvs. tradionel bistand, terror, nødhjælp, miljø, flygtninge, fredsskabende indsatser mm. En sådan ramme kunne være på fem pct. af BNP. Det ville formodentlig også give et pædagogisk løft til udviklingsdebatten. I dag kredser alle om den ene pct., der er blevet et intetsigende mål for Danmarks globale engagement.

For det andet burde Danmark droppe faste programsamarbejdslande og oprette en (gerne europæisk) udviklingspulje, der kan søges af fattige lande. Det vil sikre nationalt ejerskab og rykke fokus fra fattigdomsorientering til fattigdomsafvikling. Lektien fra de seneste årtier er, at udvikling er umuligt, hvis ulandenes egne regeringer er ligeglade. Kriteriet for at få penge skal derfor være viljen til udvikling, ikke afløbsproblemer og gode viljer hos Danida og andre donorer.

Samtidig skal politisk konditionalitet tages alvorligt. Lande der ønsker penge til udvikling skal måles på, hvad de gør, ikke hvad regeringerne siger. Skandalen med Saddam Husseins misbrug af Mad-for-Olie milliarderne er et grelt eksempel, men konceptet er velkendt. Bistandskronerne skummes på kreativ vis. Endnu mere grotesk – men ikke mindre udbredt – er det, når bistanden tilflyder regeringer, der konsoliderer europæiske bankkonti med landets olie- og diamantressourcer. Betingelsen for at få bistand skal være dokumenterede investeringer i sundhed og uddannelse, inddrivning af skatter og omfordeling af ressourcer. Afrikanske lande har nogle af verdens mest skæve indkomstfordelinger. Det svar skal afrikanske regeringer have, når de kræver større global omfordeling.

For det tredje kunne det være spændende at lade arbejdskraften vandre sydpå. På samme måde som Danmark donerer ansatte til FN og andre internationale organisationer skal vi tilbyde økonomer, læger, jurister, lærere osv. til ulandenes offentlige sektorer. De skal ikke fungere som bedrevidende eksperter, men som almindelige kolleger. Det kan styrke forvaltningskulturen og dialogen om udvikling og menneskerettigheder. Især er det afgørende at sikre et uafhængigt og forudsigeligt retssystem, fordi det er grundlaget for at tiltrække investeringer. Det aspekt har alt for længe været negligeret. I Bosnien udpeger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en tredjedel (3 stk.) af højesteretsdommerne. Modellen bør udvikles og tilbydes afrikanske lande.

Endelig bør ulandenes gæld slettes betingelsesløst. Total gældseftergivelse vil være et fantastisk signal til verdens fattige om, at de får en ny chance.

Kampen for global retfærdighed har aldrig været mere nødvendig, og der har aldrig været så mange fattige, der har brug for vores hjælp. Men der er ikke noget at sige til, at det er så svært at mobilisere opbakning til en højere bistand både herhjemme og globalt, når de nuværende strategier åbenlyst har spillet fallit. Fattigdomsafvikling kræver et opgør med en lang række dogmer. Alternativet er at velmente krav om mere bistand ender som dyrtkøbt god samvittighed uden at være til gavn for de fattige.

Koloniser Afrika! (Berlingske, 2003) Afrika og andre udviklingslande mangler på kort sigt groft sagt ikke penge. Den nu afdøde FN-diplomat Mahbub Ul Haq sagde det utvetydigt for nogle år siden: »Fundamentalt set er Syd fattigt, fordi det bliver udbyttet af deres egne ledere. Der mangler ikke penge. Det er ledernes egne prioriteringer, der er mangelfulde.«

FN bør hjælpe med at administrere Afrika (KD, 2005) Afrika sulter og konflikter hærger kontinentet. Sådan har landets politiske elite valgt, det skal være. Udviklingsbistanden lapper lidt på problemerne, men det er nødvendigt at tænke nyt, hvis den stille sult for alvor skal afskaffes.

Rasmus Hylleberg er medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og skriver speciale om udvikling i Afrika.