Ulotto vil gavne verdens fattige

Berlingske Tidende, 3. november 2004

 

Af Niels Lund og Rasmus Hylleberg, tidligere hhv. generalsekretær og formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

 



Der gives i øjeblikket 48 mia. kroner til Verdensbankens arbejde i verdens fattigste lande, men der er behov for mange flere, hvis vi skal have gjort noget ved den globale fattigdom. Der skal bygges skoler, sundhedscentre, skabes jobs, investeres i de fattige landes private og offentlige sektorer osv. osv.

 

Synspunktet er Jeffrey Sachs, leder af FNs indsats for at halvere verdens fattigdom før 2015, men det kunne også have været sagt af Verdensbankens James Wolfensohn eller FN’s Kofi Annan eller hvem der nu ellers beskæftiger sig med at forbedre de fattigstes levevilkår.

 

Det skorter ikke på positive udsagn og retorisk velvillighed fra de vestlige lande for at finde midlerne til afskaffelsen af fattigdom. Konference efter konference har bekræftet dette. Men realiteterne halter bagefter. Ikke så meget i de skandinaviske dukselande, hvor der med opjusteringer og nedskæringer stadig gives mere end det fælles mindstemål på 0,7 pct. af BNI og betydeligt mere end gennemsnittet for de industrialiserede lande. Men lande som USA, Japan, Tyskland, Frankrig og Storbritannien halter bagefter – langt bagefter.

 

Udfordringen er at få bygget bro mellem realiteterne og ambitionerne – og der mangler 100 mia. kroner nu og hvert af de kommende år frem mod 2015.

 

Verdens fattige har ikke tid til at vente på opportunistiske politikeres sendrægtige handlinger. Tiden er inde til at introducere en finansieringsmekanisme, der måske ikke bibringer alle 100 mia. kroner, men som er et godt stykke på vejen – og som er frivillig.

 

Velkommen til U-lotto – det nye, globale joker-spil til fordel for U-landene. Forstil dig to-tre-cifrede milliongevinster i daglige trækninger. Måske ikke altid til danskere, men chancen vil være der!

 

Varetaget og markedsført af pålidelige, troværdige nationale spilleselskaber som Dansk Tipstjeneste. Kontrolleret af statsautoriserede spillemyndigheder verden over.

 

Konservativt vurderet vil U-lotto indbringe 50 mia. kroner fra de industrialiserede lande plus et ikke nærmere defineret beløb fra mellem- og lavindkomstlande. Og som sådan ville disse midler udgøre et væsentligt supplement til den almindelige udviklingsbistand – og bygge bro indtil G7-landene for alvor tager sig sammen og yder det bidrag, som de har forpligtet sig og har rigeligt råd til.

 

I Danmark vil det være et frivilligt supplement til den bestående, høje udviklingsbistand som både vil tiltrække nuværende spilleivrige, men også give nye kunder i butikken til Tipstjenesten i form af folk, der finder støtten til udviklingslande en værdig sag.

 

Nogle vil hævde, at det er uetisk at dele millionpræmier ud i fattigdomsbekæmpelsens navn. Tjo, men det har indtil videre ikke bekymret danskerne at vinde millioner i lotterier til fordel for kræftramte, handicappede eller folk i nød. Vi tvivler på, at dette vil ændre sig – tværtom: Dansk Tipstjeneste vil kunne styrke sin position på det danske marked som den pålidelige spiludbyder, der støtter værdige, almene formål.

 

Og i sidste ende tror vi, at verdens fattigste er fuldstændigt ligeglade med, hvordan pengene er kommet til veje, så længe deres børn overlever, kommer i skole og får en fremtid.