Kristeligt Dagblad, kronik 4. marts 2005

Afrika sulter og konflikter hærger kontinentet. Sådan har landets politiske elite valgt, det skal være. Udviklingsbistanden lapper lidt på problemerne, men det er nødvendigt at tænke nyt, hvis den stille sult for alvor skal afskaffes. Og det skal den.

Af Rasmus Hylleberg

Det ender med en bil til 60.000 dollars pr. mand. Landet er Malawi. Et af de fattigste lande i verden, hvor den stille sult hærger, og hvor kun døden høster rigeligt – som læserne af denne avis har kunnet læse de seneste dage.

At der i vores overflodsverden anno 2005 stadig er så mange mennesker, der dør af sult, er en skandale, som mange danskere heldigvis gerne vil være med til at gøre noget ved. Derfor samler Folkekirkens Nødhjælp penge ind på søndag – penge som kommer til at gøre forskellen på liv og død for tusinder af sultende afrikanere.

Det interesserer dog ikke Malawis regering synderligt. Den har netop valgt at bruge det gældsplagede lands ressourcer på at forkæle dommerstanden med nye biler til 60.000 dollars stykket. Og det var kun med nød og næppe, at det fik afsluttet dommernes strejker, da de havde stillet krav om luksus-BMWer i millionklassen.

Det er den absurde virkelighed som kendetegner Afrika. Et kontinent som kunne være rigt, men hvor den politiske elite har gjort det fattigt. For godt 50 år siden var Ghana og Sydkorea for eksempel nogenlunde lige fattige og havde nogenlunde samme forudsætninger for at gøre noget ved det. I dag er Sydkorea et af verdens rigeste lande, mens Ghana stort set stadig er lige så fattigt som det var dengang.

Desværre lyder der ingen særlig kritik fra hverken FN, donorlande eller fra de folkelige udviklingsorganisationer (NGO’ere). I hvert fald ikke af de afrikanske regeringer. Derimod kritiseres de europæiske toldbarrierer, den ”alt for lave bistand”, og kolonitiden trækkes endda stadig frem med jævne mellemrum som forklaring på kontinentets dårligdomme.

Lidt har selvfølgelig også ret, og ingen af de forklaringer er fuldstændig forkerte. Til gengæld er de udtryk for en voldsom proportionsforvrængning – som det er på tide at gøre op med. Men det er svært. Bistandssektoren er nemlig styret af to sympatiske, men uholdbare forestillinger om, at mere fattigdomsorientering – der er det bærende princip for Danmarks udviklingsbistand – og flere penge skal løse Afrikas problemer.

FNs ekspertpanel for udvikling har da også netop udgivet en omfattende rapport om de såkaldte 2015-mål – verdens mål for de fattige frem mod 2015 – som konkluderer, at målsætningerne kan nås med en fordobling af udviklingsbistanden til de fattigste lande, og at pengene især skal investeres i sundheds- og uddannelsesprogrammer. Det virker formodentlig umiddelbart som en rigtig konklusion for enhver, der har haft blot den mest overfladiske kontakt med Afrika. Behovet er åbenlyst. Men så enkelt er det desværre ikke. Tværtimod kan strategien vise sig at få den stik modsatte effekt. Flere konflikter, flere fattige og flere flygtninge.

Problemet er for det første, at fattigdomsorienteringen hidtil groft sagt blot har betydet, at regeringer som har modarbejdet udvikling og plyndret deres egne befolkninger har modtaget mere bistand, fordi deres lande selvsagt har været mest fattige. Afrika er et godt (skidt) eksempel. Intet kontinent har modtaget mere bistand, og intet kontinent er fattigere. Det er da også tankevækkende, at de tre mest velfungerende stater er Sydafrika, Botswana og Mauritius, der har det tilfælles, at de har modtaget suverænt færrest bistandsmidler de seneste 50 år. Det betyder ikke nødvendigvis, at mindre bistand er bedre. Flere penge til Afrika vil være rigtig godt – hvis vi bruger dem rigtigt.

For det andet er det et alvorligt problem, at udviklingsbistandens fremmeste formål tilsyneladende er glemt, nemlig at opbygge de centrale statsbærende institutioner, der skaber velfungerende og bæredygtige stater. I stedet er indsatsen blevet mere og mere fokuseret mod at levere serviceydelser (dvs. uddannelse, sundhed og infrastruktur), der kan forbedre levevilkårene for de fattige. Det er en opgave, donorerne har påtaget sig så energisk, at bistanden udgør helt op til mellem 40 og 70 procent af de afrikanske staters offentlige udgifter. Det er velment, men den langsigtede og alvorlige konsekvens har været, at afrikanske regeringer har været fuldstændig fritaget for selv at skrabe penge (skatter) sammen – en proces, der andre steder har været katalysator for opbygningen af velfungerende stater. Indtægter udover donorernes bidrag kommer typisk fra import- og eksporttold, mens skatter er nærmest ikke eksisterende, selv om Malawis velhavende dommere sagtens har råd.

Det interessante – men ikke specielt efterspurgte – spørgsmål er, om der er en sammenhæng mellem de donorfinansierede offentlige budgetter og de mange konflikter og statssammenbrud. Siden begyndelsen af 1990erne har Afrika alene haft flere konflikter end resten af verden til sammen, bla. oplever Congo (tidl. Zaire) pt. den mest dødbringende krig siden anden verdenskrig, hvor 3-4 millioner mennesker har mistet livet. Mit gæt er, at der er en sammenhæng, og at det er nødvendigt at nytænke bistanden – så den ikke gives på undertrykkernes betingelser, men for alvor bliver til gavn for de fattige.

Først og fremmest bør man gøre op med de snævre rammer for bistandens anvendelse, hvor princippet om fattigdomsorientering ukritisk bruges som løftestang for ensidige investeringer i de sociale sektorer. Det virker måske ikke fattigdomsorienteret – og er ikke særlig sexet – at investere i retssystemer, revisions- og skatteafdelinger og andre centrale forvaltningsinstitutioner som politi og militær, men det vil skabe sikkerhed, stabilitet og forudsigelighed, der er forudsætninger for vækst. Forvaltningskulturen og -kvaliteten kan desuden styrkes ved i højere grad at udveksle kvalificeret arbejdskraft til en række centrale institutioner. I Bosnien udpeger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for eksempel en tredjedel (3 stk.) af højesteretsdommerne. Modellen bør udvikles og tilbydes afrikanske lande.

For det andet er det på tide at sætte langt mere konsekvent ind over for de lande, hvor korrupte statsledere modarbejder udviklingsarbejdet, og hvor hele befolkningsgrupper undertrykkes og indimellem udryddes, med Darfur som et desværre alt for aktuelt eksempel. Det indebærer, at fredsbevarende og -skabende styrker fremover skal tænkes som en integreret del af bistanden, og at FN om nødvendigt skal kunne påtage sig administrationen af et land midlertidigt, som det er sket i bla. Kosovo, Østtimor og Cambodja. FN burde også venligt, men bestemt tilbyde at administrere de mange naturressourcer som Afrika råder over, hvis magthaverne kun vil investere dem til glæde for sig selv på de europæiske aktiemarkeder. Det er desværre stadig en udbredt praksis, som koster de fattige milliarder af udviklingskroner hvert år.

Samtidig skal lande, der ønsker penge til udvikling, måles på, hvad de gør, ikke hvad regeringerne siger. Betingelsen for at få bistand skal være dokumenterede investeringer i sundhed og uddannelse, inddrivning af skatter og omfordeling af ressourcer. Over en årrække bør bistandsniveauet for et land endvidere ikke kunne overstige måske en tredjedel eller mindre af et lands offentlige udgifter, så der sikres en gradvis kapacitetsopbygning.

Som et første skridt mod en nytænkning af udviklingsbistanden bør ulandenes gæld dog slettes betingelsesløst. Total gældseftergivelse vil ikke i sig garantere en positiv udvikling, men det vil være et fantastisk signal til verdens fattige om, at de får en ny chance.

Som et næste skridt bør du tage raslebøssen i hånden på søndag og hjælpe med at samle penge ind. At Malawis dommere svigter de fattige, skal ikke få os til at følge deres eksempel. Indtil afrikanske ledere og europæiske donorer begynder at tage de fattige alvorligt, må Folkekirkens Nødhjælp og andre humanitære organisationer kæmpe videre – helst sammen med dig! – for at sikre de fattige et liv før døden.

Rasmus Hylleberg er styrelsesmedlem i Folkekirkens Nødhjælp