Berlingske Tidende, 28. maj 2005

Er den unge generation opslugt af sig selv og sit eget forbrug, eller er de unge i virkeligheden aktive borgere? Morten Albæk og Rasmus Hylleberg er i mail-bogen "Generation fucked up?" uenige.

Af Bent Blüdnikow

Morten Albæk skriver om sig selv i bogen »Generationen fucked up?«: »Jeg har lige tændt en Kings ultra light, taget en stor slurk af min Coca-Cola, slået en mæthedens bøvs oven på en yderst velsmagende Big Mac-menu fra McDonald's. Jeg er i en tilstand af fuldkommen (selv)tilfredshed.« Albæk gør det for at provokere sin skrivekammerat Rasmus Hylleberg. Deres mailkorrespondance udgør bogen »Generation fucked up?«. Albæks provokation er mere end en protest mod slanke- og sundhedskure. Albæk er nemlig en borgerlig intellektuel med smag for USA og borgerlig protest. Han er en illusionsløs pessimist, der mener, at vort fællesskab er i fare, hvis vi ikke får den dovne ungdom engageret i samfundet.

I den anden ende af mail-forbindelsen sidder den korrekte og optimistiske Rasmus Hylleberg, som Albæk gerne vil gøre rasende. Rasmus Hylleberg skriver om sig selv: »Oven på en velsmagende kop Max Havelaar-kaffe fortsætter jeg opmuntret vores dialog – vel vidende, at jeg har gjort mere for et par fattige bønder, end det hidtil er lykkedes for europæiske ministre at gennemtrumfe på hundredevis af topmøder.« Hvis nogen kunne få den mistanke, at Rasmus Hylleberg er en frelst barrikadekæmper, så vil hans livsforløb få mistanken til at vokse. Han er bestyrelsesmedlem i Folkekirkens Nødhjælp, næstformand i Dansk Flygtningehjælp og medlem af hovedbestyrelsen i partiet Det Radikale Venstre. Ikke desto mindre er Hylleberg politisk uanbringelig. Han har ros til Anders Fogh Rasmussen og beskriver sit eget partis medlemmer som »inkarnationen af frelsthedens disciple«, og han taler om, at De Radikale er gået i »menneskerettigheds- og konventionsselvsving«.

Engagerede unge

De to mailkammerater er begge godt 30 år og er vildt uenige om de unge mellem 16 og 30. Mens Morten Albæk ser dem som en »fucked up generation«, der ikke er interesseret i seriøst samfundsengagement og har overgivet sig til individuel forbrugerisme, så ser Hylleberg positivt på ungdommen og dens mange græsrods- engagementer. Morten Albæk kan fremlægge tørre tal, der viser, at i alle europæiske lande er den danske ungdom den, der er mindst interesseret i politiske processer. Han siger: »Vi står med en generation, der kun vil kæmpe for egne rettigheder og ikke for de andres.« Rasmus Hylleberg derimod ser mindre mørkt på ungdomsgenerationen: »Det er de unge, der har været drivkraften bag nogle af de mest innovative og vellykkede politiske kampagner. Det er unge, uanset politisk ståsted i øvrigt, der f.eks. ved at støtte og købe Max Havelaar-mærkede varer har gjort en stor forskel for fattige kaffebønder.« Og selvom Hylleberg personligt støttede Irak-krigen, ser han mange unges engagement mod krigen som et positivt udtryk for samfundsengagement.

Morten Albæk er derimod ikke imponeret: »Du redder verden og drikker kaffe i en og samme bevægelse. Du drikker Max Havelaar-mærket kaffe. Og bare tanken om, hvor rigtigt det, du gør, er, får selvtilfredshedens små nakkehår til at rejse sig i ren og skær begejstring.« Og han giver heller ikke noget for de politiske demonstrationer mod Irak-krigen og lignende manifestationer: »Det er patetisk. De kaster sig ud i det glade liv som aktivister og har ikke tålmodighed og udholdenhed til at yde noget vedvarende i demokratiet. Det er karakteristisk, at ungdommen kortvarigt og nærmest orgastisk går ud og markerer en holdning i et idiotisk og enfoldigt fællesskab, hvor de svinger med bannere og paroler. Men de blivende og nødvendige forandringer skabes kun ved at blive ved og deltage i demokratiet og ikke gøre det til one night stands.« Både Albæk og Hylleberg er enige om, at de udmærket forstår, at ungdommen ikke tiltrækkes af de politiske partier. Det politiske establishment virker for konformt, uden visioner og personligheder.

Albæk mener, at samfundsengagement kan udvises på mange andre måder end ved at blive aktive i etablerede politiske partier, og deri er han ikke uenig med Hylleberg, der siger: »Det nuværende partisystem er dødssygt og virker ikke attraktivt for de unge, men unge mennesker er hamrende aktive på alle mulige andre fronter.« Morten Albæk tror ikke på, at de nuværende partier frivilligt vil lade sig reformere, og han mener, at den eneste vej til at skabe et mere attraktivt politisk miljø for unge mennesker er, at de melder sig ind i partiorganisationerne og så at sige overtager dem indefra. »Forandring skabes kun i vort system ved, at unge mennesker melder sig ind i politiske partier, demokratiske organisationer eller interesseorganisationer og kæmper for deres holdninger gennem argumenter.«

Borgerlige utopier frister ikke

Albæk har sin tvivl om, at dette vil ske og peger på, at efter socialismens død har det været svært at friste yngre mennesker med borgerlige utopier, fordi det i årtier lykkedes socialisterne at tage patent på politiske drømme om menneskelig lykke. Hylleberg er uenig: »Der har aldrig været så mange unge mennesker i partier og organisationer. Desuden har det altid været sådan, at ungdommen var temmelig ligeglad. Allerede Sokrates talte om de dovne unge og om den degenererede ungdom, der truede den fagre nye verden. Og i 1980erne talte man om Nå-generationen, der var ligeglad med politik. Jeg tror, Morten tegner et alt for sort billede.« Morten Albæk: »Det er sort, fordi tallene taler deres eget sprog.

En undersøgelse af 70.000 unge europæere viste, at kun 15 % af danske unge overhovedet kunne forestille sig at involvere sig i kommunal- eller partipolitik. Og for alle andre lande er tallene betydelig højere.« Albæk ser denne manglende politiske aktivisme som et resultat af vor historie: »Det er udtryk for manglende traditioner for at slås for friheden, hvilket har medført en manglende folkelig aktivisme. Danmark har ingen erfaring med at kæmpe, og det borgerlige liberale Danmark ved ikke, hvordan man skaber en folkelig bevægelse.« Rasmus Hylleberg: »Den forfaldstone er farlig og forkert. De unge i dag kan godt administrere deres frihed og være engageret, men måske på en anden måde end deres forældre og bedsteforældre.« Morten Albæk: »Det, at man er borger, oversætter jeg til, at man er et selvstændigt individ med dertil hørende forpligtelser. Man er frisat til at gøre en forskel. Denne frihed forpligter. Der er ikke klare tegn på, at ungdommens frihed er blevet til andet end en forpligtelse over for én selv og sin egen selvrealisering. Den frisættelse, vi har skabt gennem en lang historisk proces, er foreløbig endt med en narcissistisk kultur uden hensyn til fællesskabet.«

Behøver det at være slutstenen på udviklingen? Morten Albæk: »Der er tegn på, at det er ved at gå galt. For at udviklingen skal vendes, må også den borgerlige regering tordne mod den egoistiske kultur. Vi må alle forstå, at vi ikke kan overlade ansvaret til myndighederne, men at vi alle som borgere og forældre må tage ansvaret på os for fællesskabet og samfundet.« Det lyder som John F. Kennedy, da han sagde: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land ?« Morten Albæk: »Nej, de unge skal ikke spørge sig selv om, hvad samfundet kan gøre for dem, men heller ikke hvad de kan gøre for samfundet. Spørgsmålet bør være, hvad den frihed, de har fået, forpligter dem til over for det samfund, som de er en del af.« Rasmus Hylleberg: »Det kan jeg godt skrive under på, og lad mig så få en kop kaffe.«