Weekendavisen 17.-23. juni 2005

OPSANG De Radikale vil tabe ved at gøre sig til det moralsk ophøjede alternativ til Pia Kjærsgaard. Mens Marianne Jelved kun har de rigtige meninger, har Dansk Folkeparti en strategi for håndtering af globaliseringen. I Danmark og Irak.

Af Rasmus Hylleberg

NETOP som den radikale jubilæumsfestivitas kulminerer, er der bekymrende tegn på, at festlighederne i tilbageblik vil fremstå som en velfortjent afskedsreception med taler, der kan genfindes i arkiverne for politiske nekrologer. Det flotte radikale valg i februar - et af de største i partiets 100-årige historie - kan ende med at blive en pyrrhusejr.

Årsagen er, at et nyt parti, Dansk Folkeparti, står på spring til at erobre den afgørende position i dansk politik, der udnævner og afsætter statsministre. Hvis det sker, er det ikke, fordi danskerne er nationalistiske og fremmedfjendtlige, men fordi Det Radikale Venstre svigtede. Vi har ikke leveret gode svar på nogle af de største politiske udfordringer, men forvekslet fromme ønsker om en styrkelse af menneskerettigheder og folkeret med politiske strategier. Desværre ser det ud til, at den erkendelse er langt fra at gøre sit indtog i de radikale indercirkler.

Siden den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard efter partiets bedste valg nogensinde svarede nej på spørgsmålet, om der var virkelig var så mange radikale – 27 folketingsmedlemmer blev det til – har det været en stående vittighed, at tilslutningen til radikale ideer bedst afspejler virkeligheden, når der er 10-11 mandater på Tinge. Maks. Den opfattelse har ændret sig markant blandt medlemmer og folketingsgruppe siden februar-valget. Nu er den udbredte holdning, at hvis danskerne erkendte, hvilket rædselsregime de levede under, og hvis journalisterne i dette land ikke var så elendige og uvillige til at forstå komplekse og nuancerede radikale synspunkter, så ville tilslutningen være endnu større.

I den radikale virkelighedsforståelse er Danmark nemlig efterhånden at sammenligne med en »totalitær stat«, som Marianne Jelved malende og i ramme alvor udtrykte det i sin grundlovstale. Den borgerlige regering er ikke blot i gang med at afvikle det danske retssamfund, men har også med sin støtte til Bushs’ Irak-krig bidraget til at svække FN, undermineret den internationale retsorden og sat Danmarks gode omdømme i udlandet over styr. Dertil kommer, at regeringen forlader sig på et kvalmt, nationalistisk og populistisk parti, hvilket opfattes som så moralsk anstødeligt, at det i sig selv bruges som et argument mod regeringens politik uafhængig af den politiske substans.

Den analyse, som i store træk er åbenlyst forkert, har desværre skygget for en selvrangelse, og det er bekymrende, at partiets traditionelle vilje til at konfrontere vanskelige politiske udfordringer i overvejende grad er afløst af en tilfredshed med at føre gold oppositionspolitik. Her kan fokuseringen på Dansk Folkeparti let føre til en yderligere afsporing af partiet. Folkepartiet har nemlig ikke blot en central placering i dansk politik, men er også ved at få det blandt radikale.

Analysen blandt mange radikale er, at partiet skal satse på at være det globalt orienterede modstykke til de hjemstavnsbundne Pianister. Lige så fristende det kan være, lige så ufrugtbart vil det blive. For det første fordi den politiske virkelighed ikke længere er så enkel. Hvad Dansk Folkeparti gør, er ikke altid det forkerte. I dag er det f.eks. Dansk Folkeparti, der sikrer, at danske tropper kan hjælpe frygtsomme irakere til en fredelig fremtid. For det andet er der alvorlig fare for, at Det Radikale Venstre med en sådan strategi »forføres« til at være alt det, vi foragter ved Dansk Folkeparti: Et populistisk parti, hvis ideologiske markeringer lyder tiltalende og rigtige for de udvalgte segmenter, men hvor det politiske indhold er virkelighedsfjernt og langt fra udgør noget seriøst bud på fremtidens udfordringer. En sådan duel vil i øvrigt også afsløre en væsentlig forskel, nemlig at Dansk Folkeparti har en strategi for Danmarks fremtid, mens De Radikale hidtil kun har præsteret nogle sympatiske holdninger, så en sådan parti-til-parti dyst vil formentlig blive tabt på point over en række valgrunder. At få 17 mandater er jo ikke nødvendigvis nogen kunst i sig selv. Det kan Dansk Folkeparti også. De kan endda også få indflydelse.

Den ambition skal De Radikale have igen. Det er skidt for partiet – og det er skidt for dansk politik med den stigende isolering af partiet. Der er mere end nogensinde behov for Det Radikale Venstre, et parti, der – mens regeringen skærer ned på udviklingsbistanden og sætter flygtninge på starthjælp – har ambitioner om at skabe global velfærd og retfærdighed, og som ikke blot ønsker frihed fra de fattige, men som kæmper for frihed til de fattige.

DET paradoksale er dog, at netop globaliseringen tilsyneladende er kommet bag på »det internationale parti«, så det nok kun er en lille smule uretfærdigt at påstå, at den politiske kreativitet hidtil har været omvendt proportional med den gode vilje. Det sidste er vigtigt, men desværre ikke nok. Slet ikke for Det Radikale Venstre. De uforpligtende gode og verdensfjerne viljer har venstrefløjen hidtil haft monopol på, og lige netop dét monopol vil det være et alvorligt fejltrin at afvikle. Men faren for at det sker er ganske nærliggende, hvis folketingsgruppen ikke vrister sig fri af den forestillingsverden, som den har gravet sig længere og længere ned i de senere år. Der er behov for fordomsfrit at se på de politiske udfordringer.

Radikale skal ikke stemple frygtsomme danskere som fremmedfjendske og selvtilstrækkelige og journalister som uduelige, men udfordre sig selv til at finde politiske løsninger, der overbeviser almindelige, jævne borgere - nutidens husmænd - om, at Danmark og verden er hinandens forudsætninger og ikke hinandens modsætninger. En af de største udfordringer angår flygtninge- og udlændingeområdet, hvor Det Radikale Venstre endnu ikke har fundet et troværdigt alternativ til 24-års-reglen eller svigtede flygtningeskæbner. Kampen er blevet ført med højrøstede besværgelser mod teknikaliteter i udlændingelovgivningen, mens virkeligheden har udviklet sig til et indvandrerlotto, hvor globale netværk af menneskesmuglere styrer flygtninge- og indvandrerstrømme. Dét er en Radikal perspektivforvrængning, der har gjort partiet håbløst utroværdigt og bedre end Jelveds forestillinger om journalistisk uduelighed forklarer, hvorfor så få tager de radikale indvendinger alvorligt – også når de har noget på sig.

EN anden vigtig udfordring og radikal mærkesag er opbygningen af en international retsorden, hvor Irak-krigen og FN har været omdrejningspunktet for voldsomme slagsmål. Irak-krisen burde have været anledningen til at nytænke forholdet mellem magt og ret og institutioner og virkelighed, men partiet valgte at klynge sig til luftkastellerne. Forblændet af fuldstændig teoretiske forestillinger om folkerettens betydning kæmpede partiet for at gøre folkeretten til Saddam Husseins redningsplanke og de undertryktes mareridt. Undskyldningen for at skifte politisk kurs fra en modig og visionær international politik gennem 1990erne var et ubeslutsomt FN i frit troværdighedsfald. Det sidste har endnu ikke anfægtet partiet, som, i takt med at FN er blevet mere og mere impotent, har ophøjet organisationen tilsvarende til en næsten guddommelig status. Kun situationens alvor gør det svært at se komikken.

FN er en vigtig organisation, men den er ingen garanti for et internationalt retssamfund. Tværtimod er organisationen i dag diktaturets eneste tilbageværende legitimerende fællesskab. Siden Murens fald er det blevet tydeligere og tydeligere, at den bedste forebyggelse mod krig ikke er en abstrakt bekendelse til folkeretten, men retfærdighed, anstændige levevilkår og stabile demokratier. Derfor var krigen mod Irak ikke blot en befrielse af 24 millioner irakere, men den var også et vigtigt skridt mod netop et globalt retssamfund. Groft sagt kan man sige, at demokrati og markedsøkonomi skaber tilfredse borgere og magtfulde stater, mens folkeretlige FN-resolutioner blot skaber tilfredse diktatorer. Det har vist aldrig været ideen med radikal politik.

Dette er blot et par eksempler på, at det ikke nødvendigvis er de radikale værdier, der er noget galt med, men forvaltningen af dem: Det kniber med at omsætte dem til troværdig, praktisk politik i en globaliseringstid. Hvis De Radikale skal have en eksistensberettigelse i fremtidens parlamentariske system, er netop det den afgørende opgave. Triumviratet meninger, mandater og magt skal forenes på kreativ vis, så der bliver plads både til den fattige rwandiske bonde og den utrygge slagteriarbejder, så udlændinge behandles ordentligt, uden at det danske samfund ghettoiseres, og så de internationale visioner fastholdes og realiseres step-by-step, uden at De Radikale mister jordforbindelsen til den nationale byggeklods.

Hidtil har partiet ikke grebet udfordringen, men i stedet brugt kræfterne på at klynge sig til den moralske fane og indtaget de lette, uforpligtende standpunkter, hvilket langsomt har drevet partiet væk fra den politiske midte i dansk politik, der gennem årtier har været forbeholdt den radikale snusfornuft. Og det er ikke midten, der har rykket sig, det er partiet. Nu må det være på tide at skifte kurs, inden venstrefløjens monopol på uforpligtende politiske holdninger brydes.

Forhåbentlig går det ikke så galt, men det kræver, at den radikale klasse begynder at udvise en noget større politisk kreativitet og vil bruge mere energi på at udvikle politik end på at agere forurettet opposition. Og det haster, for det politiske tomrum, som De Radikale har efterladt på midten i dansk politik, risikerer at blive befæstet af Dansk Folkeparti, og vi kan ikke være tjent med at lægge vores skæbne i hænderne på et hjemstavnsparti i en globaliseringstid. Forhåbentlig vælger partiet ikke at gå planken ud.

Rasmus Hylleberg er medforfatter til debatbogen ’Generation fucked up?’ og medlem af De Radikales hovedbestyrelse

Læs Christian Friis Bachs replik HAN har ikke ret, den gode Rasmus Hylleberg, når han i Weekendavisen siger, at Det Radikale Venstre vil »gå planken ud«, hvis vi fortsætter med at sige, at FN er en vigtig organisation, at Irakkrigen var forkert, og at 24-års reglen er urimelig.