Berlingske Tidende, kronik, 19. juni 2005

Af Allan Ibsen og Rasmus Hylleberg, begge medlemmer af Baptistkirken i Danmark og forældre til ikke-registrede børn

Inden for det seneste år er vi begge blevet forældre til velskabte sønner. Dem skal vi ifølge loven fødselsregistrere i Folkekirken. Det har vi ikke gjort. Umiddelbart efter fødslen meddelte vi kirkeministeren, at vi som ikke-medlemmer af folkekirken fandt det urimeligt, at vores respektive familieforøgelser var et anliggende for folkekirken, og vi opfordrede ministeren til at give os – og andre i samme situation – en mulighed for at registrere vores børn ved en ikke-kirkelig instans, altså uden om folkekirken. Sagen rejste en del debat og gav mange forskellige reaktioner. Langt de fleste var positive, men der har også været negative – og der har især været mange misforståelser.

Et af de mere muntre indslag stod teologiprofessor Viggo Mortensen for her i avisen 29. maj, da han skrev, at ”Baptister har det som Store Klaus: de kan ikke tåle at se (kor)degne” (Mortensen har heller ikke forstået eventyret, men det er en anden sag), mens Roskilde-biskoppen Jan Lindhardt mere perfidt og mod bedrevidende postulerede, at vores protest var udtryk for, at ”baptister hader folkekirken”. Intet kunne være mere forkert.

Den mest ærgerlige misforståelse kommer imidlertid fra kirkeministeren, der lige som teologiprofessoren tilsyneladende har fået den opfattelse, at baptister er overfølsomme over for lutherske embedsfolk. I den optik præsenterede Haarder nemlig for nogle uger siden en ”løsning” på problemet, som han – meget symptomatisk for den måde frikirkers vilkår forvaltes på i dette land, uden at kontakte os – alene havde strikket sammen med folkekirkens biskopper.

Det såkaldte løsningsforslag betyder, at vi i stedet for at adressere vores børns fødselsregistreringspapirer til sognekontoret kan adressere det til en postboks, hvorfra attesterne ekspederes videre til samme sognekontor. Det løser naturligvis ingenting. Forløbet afslører imidlertid, at der er et kolossalt behov for at få en fordomsfri diskussion om vilkårene for ”de fra folkekirken afvigende trossamfund”, som det upassende formuleres i grundloven, når ministre, teologiprofessorer og biskopper i den grad reagerer med magtens arrogance på væsentlige, principielle spørgsmål om minoriteters vilkår i en moderne retsstat.

MEN lad os slå utvetydigt fast, at vi begge har et godt og nært forhold til folkekirken og ofte er i kontakt med lutherske venner uden andre bivirkninger, end at vi glædes og inspireres over samværet og bliver klogere både på os selv og på folkekirken.

Formålet med vores protest mod den gældende lovgivning har alene haft og har fortsat to formål: For det første ønsker vi helt konkret, at det bliver muligt at være borger i dette samfund, uden at man partout skal være registreret i folkekirkens medlemsprotokol, kirkebøgerne, der med en eufemisme kaldes ministerialbøgerne. Den nuværende diskriminerende praksis er udtryk for en manglende respekt for os, der tilhører ”de fra folkekirken afvigende” danskere.

For det andet har vi ønsket, at vores protester kunne være med til at igangsætte en bredere diskussion om religiøse minoriteters vilkår i Danmark. Danmark har et utidssvarende lovkompleks på det religiøse felt, hvor ikke-folkekirkemedlemmer diskrimineres på en række områder. Eksempelvis gælder det for alle danskere, at de er tvunget til at lade alle fødsler og dødsfald registrere i Folkekirken, tvunget til at betale til aflønningen af Folkekirkens biskopper, administrationen af kirkeskatten, hvis provenu tilfalder Folkekirken, fornyelse og vedligeholdelse af Folkekirkens bygninger samt en væsentlig del af aflønningen af Folkekirkens præster. Den gældende praksis indebærer endvidere, at kun studerende på universiteternes teologiske fakulteter, hvorfra folkekirken traditionelt rekrutterer præster, får SU-støtte under uddannelsen, mens frikirkelige præsteuddannelser hidtil ikke er blevet SU-godkendt – og ikke engang kan få lov at blive vurderet efter samme kriterier som andre private uddannelser.

SIDEN Baptistkirken i Danmark blev stiftet i 1839 har det været en del af vor identitet at kæmpe for religionsfrihed og religionslighed – i de første år af vor kirkes historie med det handicap, at vore ledere måtte føre diskussionen fra en fængselscelle. Sådan er vilkårene heldigvis ikke længere. Friheden fik vi med Grundloven – lige vilkår mangler vi endnu. Spørgsmålet er, om det giver mening at tale om frihed uden lighed i et samfund, der udvikler sig til at blive mere og mere multietnisk, multikulturelt og multireligiøst?

Da vi fik grundloven i 1849, blev den hilst velkommen med glæde og forventning, dels fordi det blev slået fast, at der i det danske samfund skulle være frihed til at følge sin egen overbevisning på det religiøse område, dels fordi der i grundloven tillige blev indlagt to såkaldte løfteparagraffer – bestemmelser om at der ville blive gennemført en lovgivning ikke alene for Folkekirken, men også for øvrige trossamfund. Meningen med disse løfteparagraffer har hele tiden været, at der med en lovgivning på det kirkelige område ville blive skabt en lighed mellem de religiøse grupper, der står mål med intentionerne om lighed i samfundet i øvrigt. Det er aldrig sket.

Flere politikere har den mærkværdige indstilling, at det er i orden, at når et stort flertal (83 procent) af befolkningen tilhører Folkekirken, behøver der ikke være ens vilkår for trossamfund i Danmark. Det kan måske umiddelbart lyde tilforladeligt, men hvad mon reaktionen ville være, hvis der eksisterede en parallel situation på det politiske område, hvor ét parti – lad os kalde det folkepartiet – var privilegeret i forhold til andre partier? Folkepartiet skulle registrere alle borgere uanset politisk tilhørsforhold (civilregistreringen), folkepartiet fik modsat alle andre støtte til at uddanne partifunktionærerne (folkekirken får modsat frikirker finansieret præsteuddannelsen og har monopol på at modtage uddannelsesstøtte), og staten lønnede omkring halvdelen af alle folkepartiets ideologer (staten betaler godt halvdelen af folkekirkens præstelønninger). Sådan er den religiøse virkelighed i et minoritetsperspektiv. En sådan argumentation er uacceptabel, og ingen politiker vil finde sig i denne argumentation på andre områder end det religiøse.

Mange har spurgt, hvorfor vi reagerer nu med vores protest, når vilkårene har været sådan gennem årtier. Svaret er, at det danske samfund i stigende grad er multireligiøst, og at religiøse minoriteters vilkår derfor trænger til et gevaldigt servicetjek. Børn har også levet ”fint” med forældres revselsesret i årtier, men alligevel blev den afskaffet for nogle år siden, fordi børn lever bedre uden. Sådan gælder det på mange områder. Når samfundet udvikler sig, ændres heldigvis også opfattelsen af, hvad der er ret og rimeligt. Og i det 21. århundrede er det ikke rimeligt, at vores børn skal registreres i et andet trossamfunds medlemsprotokoller.

Derfor vil vi opfordre ministeren til, at han endnu engang sætter embedsværket i sving med at finde en tidssvarende løsning, der ikke baserer sig på muntre forestillinger om baptisters allergier, men forholder sig seriøst til den respektløse og diskriminerende lovgivning, som vi møder – blandt andet når vi sætter børn i verden. Vi håber, at kirkeminister Bertel Haarder vil indgå i en dialog om at sikre, at der bliver mulighed for en ikke-kirkelig civilregistrering af landets borgere. Indtil videre eksisterer vores børn blot som 031104-6985 og 120205-5873 i cpr-registeret, men kan ikke få navn, sygesikringsbevis og pas medmindre de lader sig indskrive i Den Ny Kirkebog, folkekirkens medlemsprotokol. Det ønsker vi ikke, at de skal – heller ikke via en postboks-omvej.