Weekendavisen 24. juni 2005

Det Radikale Venstres akilleshæl er ikke den politiske korrekthed. Faktisk elsker radikale vælgere at være både moralske og korrekte.

Af CHRISTIAN FRIIS BACH

HAN har ikke ret, den gode Rasmus Hylleberg, når han i Weekendavisen d. 17. juni siger, at Det Radikale Venstre vil »gå planken ud«, hvis vi fortsætter med at sige, at FN er en vigtig organisation, at Irakkrigen var forkert, og at 24-års reglen er urimelig.

Han har heller ikke ret i, at Det Radikale Venstre skal droppe de rigtige og moralske meninger, til fordel for provokerende påstande til gavn for folkedybet og folkestemningen. Hvis man vil miste radikale stemmer, skal man såmænd blot, som Rasmus Hylleberg tenderer til at mene, gå ud og sige, at FN bør nedlægges, at Bush kan bestemme verdens gang, og at menneskerettighederne bør underlægge sig 24-årsreglen og ikke omvendt. Så vil spærregrænsen nappe de fleste radikale folketingsmedlemmer i buksebagen.

Rasmus Hylleberg har til gengæld ret i, at det slet ikke er nok at have de frelste og moralske meninger. Det er heller ikke nok at definere sig i forhold til anti-partiet Dansk Folkeparti. Det er ikke nok at kritisere regeringen for at indføre totalitære tilstande, centralisering og et menneskesyn, som nærmer sig apartheidperioden i Sydafrika. Det er ikke nok. Det er heller ikke specielt nyttigt. De budskaber har vi sagt for tit og for enkelt. Heri har han ret den radikale Rasmus Hylleberg – partiets enfant terrible.

FOR Det Radikale Venstres akilleshæl er ikke den moralske højborg eller den politiske korrekthed. Faktisk elsker radikale vælgere at være både moralske og korrekte, og det håber jeg sørme, de bliver ved med. For dét er der brug for i en verden, hvor det modsatte er på mode. Næh, Det Radikale Venstres akilleshæl er mangelen på politiske projekter og partnere. Der bliver lavet alt for få virkelig nyskabende politiske forslag i det social-liberale spændingsfelt, hvor partiet befinder sig. Faktisk er der meget lidt spænding. Mest felt.

Værst er det, når det gælder den sociale profil. Caffe latte-komplekset, der viser sig, når fremtrædende radikale taler om befolkningen, som om den ikke har en pind med os at gøre. Og taler om almindelige mennesker, som om radikale mennesker er helt specielle. Det har knebet med at demonstrere, at man faktisk godt kan have gået på universitetet, drikke kaffe med mælk, og samtidig være stærkt optaget af at løse de sociale problemer i Danmark. Selv om mange radikale er det.

Det har knebet med at få gang i en ny og spændstig socialpolitik. Der står ikke meget om hjemløse eller hjemmehjælp i det radikale partiprogram, selv om stregkoder og minut-ure blev et af valgkampens hovedtemaer.

Det radikale skatteforslag er selvfølgelig den rødeste klud for øjnene af alle til venstre for midten i dansk politik – og skam også for Dansk Folkeparti. At tænke sig: et skatteforslag, hvor de, der betaler mest i skat, får de største skattelettelser, og hvor de, der slet ikke betaler skat, ingen lettelser får. Det er bestemt socialt skævt. Men sådan er skattelettelser.

Gør vi ingenting, vil de svageste i dette samfund få markant lavere skat, al den stund de slet ikke vil få noget arbejde. Der er nemlig ikke råd til at hyre ufaglært arbejdskraft, når man skal arbejde 5-6 timer for at få råd til én times hjælp. Men det er et næsten umuligt budskab, at et asocialt skatteforslag faktisk er socialt ansvarligt, fordi det skaffer arbejdspladser til de svageste. Og derudover skaffer os et økonomisk råderum, der giver os mulighed for at føre rigtig fordelingspolitik ved at investere i de svageste børn, de nedslidte ældre, de hjemløse og de syge.

Det budskab er umuligt. Og det er en afgørende radikal akilleshæl. De Radikale har ikke formået at fremlægge et troværdigt bud på fremtidens socialpolitik og fordelingspolitik. Det er ikke nok med de moralske meninger.

HELLER ikke på det internationale område går det godt. Rasmus Hylleberg har en lille smule ret i, at »den politiske kreativitet har været omvendt proportional med den gode vilje.« I England kaster De Radikales modstykke, de Liberale Demokrater, sig ud i alskens internationale projekter med søsterpartier i hele verden. I Norge har politikerne kastet sig ud i vigtige, men vovede mæglingsforsøg i Palæstina, Sudan og Sri Lanka. I Danmark bevæger Det Radikale Venstre sig primært de få hundrede meter mellem Folketinget, Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Menneskerettigheder.

Men vil vi forandre verden, må vi ville verden. Og ville ud i verden. Her skal vi finde alternativerne til krig uden et FN-mandat. Vi skal lave paneldebatter mellem Zimbabwes koleriske præsident Mugabe og Marianne Jelved. Så kan han lære det, kan han! Vi skal sende penge til oppositionen i Burma; finde øer af forandring i Nordkorea; i nærkontakt med Frankrigs præsident Chirac og hans overstøttede malkekøer; vække den sociale indignation hos A.P. Møller; og synge sammen med Bono og Bob Geldorf.

Måske i stedet for endnu en skønsang fra de tre radikale tenorer Bondam, Helveg og Khader? Og vi skal kæmpe en brav kamp for, at de 55 forslag til FN-reformer, der faktisk ligger i det radikale skuffedarium, bliver til virkelighed. Det er spilleme ikke nok med de rigtige meninger og den politiske korrekthed. Det er heller ikke godt nok, at være i Alt for damerne, Aha eller Hvem vil være millionær . For mens vi radikale forlyster os, så øger Dansk Folkeparti føringen.

Det er derfor ikke holdningen til FN, 24-års regel eller Irak-krig, der er forkert. Det er ikke den politiske korrekthed, den er gal med. Det er mangelen på politisk kreativitet. Og den mangel bliver endnu mere tydelig, hver gang vi i partiet læser højt af Richard Floridas bog om den kreative klasse.

Faren er, at vi hæver os så højt op i troen på, at vi er kreative og korrekte, at vi glemmer, at politik er en hård kamp. En kamp, hvor vi skal komme med forslagene, ideerne og visionerne.

Radikal politik må aldrig defineres som det, den ikke er – nemlig den politik, Dansk Folkeparti fører. Radikal politik skal defineres som det, den er. Eller burde være: moralske og mulige, kreative og korrekte løsninger i en verden fuld af voldsomme problemer.

Christian Friis Bach er medlem af hovedbestyrelsen i Det Radikale Venstre.