Berlingske Tidende, kronikken 13. juli 2005

Af Rasmus Hylleberg

Den franske religionssociolog Gilles Kepel skrev i begyndelsen af 1990erne bogen Gud tager revanche om religionens genkomst i det offentlige rum. Kepels konklusion var, at Gud efter en længere sekulariseringsbølge fra midten af det 20. århundrede var tilbage – og at det er værre end før!

For Gud skræmmer, en tendens der kun er styrket de senere år, ikke mindst på grund af 11. september og den efterfølgende skræk og rædsel som de fundamentalistiske muslimer har spredt. Men også fra Israel og USA blæser stærkere religiøse vinde, som forvirrer og forfærder religionsforskrækkede europæere, ikke mindst når præsident Bush indleder stabsmøder med fællesbøn og fletter bibelreferencer ind i sine taler. Så løber det koldt ned af ryggen på de fleste danskere.

I Danmark holder vi nemlig religion og politik adskilt, et mantra som – med henvisning til Luthers såkaldte to-regimentelære – er gentaget så ofte, at vi ukritisk køber det. ”Pas på de hellige”, sagde det socialdemokratiske statsministerkoryfæ Thorvald Stauning engang, ”ellers er fanden løs!” Den tænkning er typisk for, hvordan mange danskere tænker om forholdet mellem religion og politik.

Men det er en illusion. Religion og politik kan og skal ikke adskilles. En tro kan ikke være uden konsekvenser. En tro, der alene handler om syndernes forladelse uden at kæmpe med, hvad ret og vrang er i praktisk handling, bliver hul og tom og ganske meningsløs. Troen og hverdagslivet må hænge sammen, og dermed bliver religion og politik uadskillelige for den enkelte.

At det skulle være modsat, er da også en forkert opfattelse. I Danmark adskiller vi ikke religion og politik, tværtimod er vi – anført eller snarere ubemærket forført af den kirkelige højrefløj – ved at udvikle et særligt avanceret og bekymrende blandingsforhold, der peger mere mod middelalderen end mod fremtiden. Den fattige araberdreng, der for 2.000 år siden udfordrede os med det dobbelte kærlighedsbud: at du skal elske din næste som dig selv, er vi på forunderligste vis ved at gøre til danskhedsapostel. Kampen om Næsten med kristendommen som politisk drivkraft er såmænd i fuld gang.

Gud, konge og fædrelands-retorikken er nemlig genopstået på den ufede måde herhjemme, så danskhed og kristendom – i en privilegeret luthersk udgave – i stigende grad gøres synonymt. Jo stærkede den kobling bliver, des større er risikoen for, at vi ikke finder gode svar på nogle af de største udfordringer, Danmark og Europa står over for, ikke mindst når det gælder vores sameksistens med islam (danske muslimer!?) og vores relationer til muslimsk dominerede lande (Tyrkiet især). Og der er risiko for, at vi gentager fortidens fejltagelser. Paradokset er, at mange danskere og europæere frygter den religiøse indflydelse fra islam uden tilsyneladende at have blik for, at den nationalreligiøse oprustning ikke sker i Tyrkiet, men i Danmark. Det viser sig blandt andet i regeringens relancering af kristendomsfaget som et kulturbærende fag snarere end et historisk eller et livsanskuelsesfag.

De historiske erfaringer viser, at det er farligt og konfliktskabende at knytte religiøse tydninger til et nationalt territorium eller til det offentlige rum. I værste fald risikerer vi en gentagelse af ”religionsfreden” fra 1555, der udviklede sig til en ”kristen” krig mellem trosretninger. Dengang blev Europa delt mellem de kristne kirker, og fyrstens tro skulle bestemme folkets trosretning. Kunne man ikke indrette sig efter den, måtte man emigrere. Det var vilkårene i Danmark indtil 1849, hvor Danmark var et luthersk territorium.

Lægger vi op til en gentagelse af det – denne gang ikke med lov, men med kulturkristen oprustning og dermed udstødning af anderledes tænkende og troende fra fællesskabet – risikerer vi en moderne ”religionsfred” mellem islam og kristendom. Det kommer der hverken et fredeligt Europa eller et rart Danmark ud af.

Derfor er der mindst af alt brug for statsautoriseret kulturkristen oprustning i en medborgertid. Til gengæld er der behov for at opløse den kollektive danske løgn om, at vi ikke blander religion og politik, så vi kan få en konstruktiv diskussion om og udvikle en tidssvarende model for, hvordan religion og politik kan og bør spille sammen i et moderne samfund. En sådan model skal dels sikre, at de ”uhellige” ikke skal frygte, at fanden slippes løs, og dels at de lutherske danskhedsapostle ikke tager patent på danskheden.

Inspirationen kan vi måske finde i en kombination af den franske og amerikanske model. Den franske model er præget af oplysningstidens og revolutionens opgør med religiøse dogmer og den daværende kirkes reaktionære holdninger. Den arv betyder, at den franske stat tenderer til at være direkte religionsfjendsk, forfatningen garanterer en total adskillelse af stat og kirke, og for et par år siden gennemførtes en lovgivning mod religiøse symboler i det offentlige rum (tørklædeforbuddet).

En variant er den amerikanske model, der også adskiller kirke og stat og sikrer frihed og lighed for alle, men Gud har en plads i forfatningen og modsat franskmændene har amerikanerne en lang tradition for at religion har en naturlig plads i det offentlige rum.

Danmark bør låne den skarpe forfatningsmæssige adskillelse af stat og religion fra Frankrig. Ingen religion eller livstolkning skal privilegeres. Forfatningen skal alene udstikke rammerne, herunder de demokratiske spilleregler, for et politisk borgerskab og fællesskab. Indvendingerne mod en sådan model er som regel, at demokrati ikke er en værdi, som kan skabe sammenhængskraft i et samfund. Og det er rigtigt i den forstand, at demokrati ikke i sig selv er nogen værdi, det er blot en ramme for fælles beslutninger og for fællesskabets dialog om de værdier, der skal udgøre samfundets sammenhængskraft. Hertil hører religion selvsagt. Amerikanerne har længe erkendt, at religion ikke kan isoleres fra etiske, moralske og politiske holdninger, og at oplysningstidens forestilling om, at religion og politik ikke må sammenblandes, er en umulig konstruktion. Det offentlige rum skal nødvendigvis præges af de livssyn, som borgerne brænder for at sætte i spil – her bør religion ikke have nogen fortrinsstilling, og religiøse argumenter kan ikke påkalde sig nogen særstilling. Men de må være fuldt ud legitime og udfoldes i det offentlige rum sammen med politiske og filosofiske argumenter om, hvilke værdier det danske samfund skal bygges op omkring.

Det vi skal bekæmpe er derfor ikke en sammenblanding af religion og politik – medmindre vi som Don Quijote vil kæmpe mod vindmøller – men fundamentalismen i alle dens afskygninger. Den skal udfordres, hvad enten den kommer til udtryk som religiøs fanatisme, totalitære politiske ideologier eller verdslig anti-religiøsitet. I øvrigt er det en væsentlig pointe, at religiøse ekstremister – i det omfang de er interesseret i dialog - kun kan bekæmpes på egen banehalvdel, nemlig med teologiske argumenter og ræsonnementer.

Skal det danske samfund være præget af en kristen etik skal det ske, fordi, kirken sætter sig selv i spil på en relevant og overbevisende måde på markedsbetingelser på den demokratiske markedsplads. En sådan model er på ingen måde i modstrid med såkaldte danske værdier. Tværtimod trækker den på det bedste fra europæisk og dansk historie, nemlig den tradition, der lagde fundamentet for og gennem århundreder udviklede de politiske frihedsrettigheder.

En religion forlovet med staten bliver enten overmodig eller følgagtig – en stat forlovet med religionen bliver enten undertrykkende eller ufri. Et menneskeliv bygget på tro, håb og kærlighed kan ikke leves uden et engagement og en kobling til virkeligheden og hverdagen. Lad endelig Gud tage revanche.

Opklaring: Mange læste desværre kronikken - det vil især sige min påstand om, at Jesus var araber - som et anzi-zionistisk statement ind i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det var det ikke. Her kan du læse min replik til de mange reaktioner.