Berlingske Tidende, 31. juli 2005

Af Rasmus Hylleberg, baptist og styrelsesmedlem i Folkekirkens Nødhjælp

I kronikken ”Lad Gud tage revanche” den 13. juli kaldte jeg Jesus ”en fattig araberdreng”, en påstand, som har fået adskillige læsere til at indvende – i en mere eller mindre sober tone – at Jesus var jøde. Og det er selvfølgelig rigtigt. Jesus var både jøde og araber, araber forstået som en person, der stammer fra Mellemøsten.

Mange har læst araberdrengs-sætningen som et anti-zionistisk statement ind i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det skal jeg beklage, det var ikke min intention – det ligger i øvrigt fjernt fra mine synspunkter, da jeg har stor sympati for den israelske stat. Men det var ikke den problemstilling, jeg havde i tankerne, da jeg skrev kronikken.

Den handlede om noget helt andet, nemlig om forholdet mellem nationalitet og religion – eller rettere danskhed og kristendom, fordi forestillingen, om at Danmark er og fremover skal være bundet sammen af vores såkaldte kristne kulturarv (gerne i en luthersk folkekirkeudgave), vinder frem og ofte er styrende for diskussionen om, hvad det vil sige at være dansk i en globaliseringstid.

Den opfattelse ønskede jeg at udfordre og vække til eftertanke omkring ved at minde om, at jøden Jesus var araber, og at man kan være både jøde og araber, araber og kristen, dansker og muslim osv. Det ene benævner et religiøst tilhørsforhold, det andet et geografisk. Det er ganske banalt, men alligevel har vi alt for tit vanskeligt ved at skelne mellem de to.

Tendensen til at sidestille danske og kristne værdier er derfor både forkert og uklog, fordi det betyder, at araber eller muslim let kommer til at rime på udansk. Og hvad er i det hele taget kristne værdier? Hver gang politikere eller andre skal besvare det, ender det ofte i sympatiske floskler om tolerance, næstekærlighed og respekt for hinanden – selv om det er et fair spørgsmål, om det egentlig er værdier, der overhovedet rimer på danskhed i disse år, hvor vi f.eks. sætter flygtninge på starthjælp og skærer ned på ulandsbistanden.

I en af de redelige replikker (16.7) gjorde Arne Melchior opmærksom på, at bibelens bud om næstekærlighed stammer fra det ”gamle” testamente, og understregede dermed indirekte den vigtige pointe, at kristne selvfølgelig ikke har monopol på at være næstekærlige og tolerante. I koranen siges for øvrigt det samme med lidt andre ord: ”Ingen af jer er en troende, hvis han ikke ønsker for sin broder det samme, som han ønsker for sig selv”.

Derfor skal vi ikke bilde os ind, at Danmark er funderet eksklusivt på kristne værdier, eller at vi danskere skal være et kristent fællesskab. Vi er et fællesskab af statsborgere, hvor vi hver især har ret til at sætte vores holdninger i spil, og hvor den enkelte – araberdreng eller ej - må afgøre med sig selv, hvorvidt værdierne udspringer af troen på en kristen, muslimsk eller jødisk tankegang eller noget helt andet for den sags skyld.