Politiken, 20. august 2005

De fleste afrikanske statsledere er korrupte og misbruger vestlige bistandsmidler. Derfor skal vi sætte de mest problematiske lande under vestlig administration, lyder det fra Rasmus Hylleberg, medlem af de radikales hovedbestyrelse og mangeårig iagttager af Afrika og bistandspolitik.

Af Adam Holm

Tony Blair sagde forud for G8-mødet i Gleneagles, at 'Afrika er det 21. århundredes største udfordring'. Løsningen giver vel sig selv: Mere bistand?

»Nej, ikke nødvendigvis mere bistand, men bistand ydet på en bedre og mere fornuftig måde. Der er intet andet kontinent, som i de sidste fyrre år har modtaget så omfattende international hjælp som Afrika. Det er derfor også forkert, sådan som mange hævder, at vi har glemt Afrika. Tværtimod. Men vi har glemt, eller endnu ikke forstået, hvordan vi bedst muligt hjælper de betrængte afrikanske stater«.

Men bistandsstrategierne hjælper tilsyneladende ikke stort?

»Netop. Derfor er udfordringen ikke blot at sende flere penge, men at nytænke bistanden. Desværre kredser debatten altid om det første, men den sang har vi hørt i årtier nu, og Afrika har formentlig aldrig haft det værre end nu«.

Igen, skyldes det ikke at vi bruger for få penge? Selv om Afrika har modtaget mere end andre kontinenter, er det ikke nødvendigvis det samme, som at de afsatte beløb er tilstrækkelige?

»Jeg ville ønske, det var så enkelt, men den forestilling er desværre forkert. Tag Zambia som eksempel. Ifølge den investeringsmodel, som stadig anvendes i bistandsverdenen, skulle landets BNP i dag være ca. 20.000 dollar pr. indbygger med den bistand, som er pumpet i landet. I stedet er BNP godt 500, hvilket endda er mindre, end da Zambia blev uafhængigt. Så den afrikanske virkelighed er væsentlig anderledes, end den tager sig ud på regnearkene hos bistandsorganisationerne og i diverse regeringskontorer. Der sker ingenting alene ved at pumpe flere penge ind i Afrika. Man risikerer tværtimod at forværre de i forvejen massive problemer«.

Hvis landene i Afrika, med enkelte undtagelser, skal overleve, har de vel behov for kunstigt åndedræt i form af netop bistandsmidler i stor stil?

»Hvis de skal overleve her og nu, ja. Men det store problem er, at kun meget få afrikanske stater, færre end der er fingre på en hånd, har formået at bruge udviklingsbistanden som afsæt for en fremadrettet udvikling. I øvrigt er det grotesk, at vi er så fokuseret på bistanden. Vi taler om et kontinent, der er svimlende rigt på menneskelige ressourcer og naturalier. Afrikas potentielle velstand ligger i mulden under afrikanernes fødder, ikke i lommerne hos velmenende vesterlændinge«.

Hvordan skal man så gribe fat?

»Sagt lidt firkantet: Man skal kolonisere Afrika igen. Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal tilbage til en undertrykkende og udbyttende kolonitid, men afrikanernes politiske ledere har brug for eksternt formynderi. Rigtig mange af de bistandskroner, der ellers var tiltænkt fornuftige projekter til gavn for befolkningen, ender i stedet på disse kleptokraters bankkonti. Dette tyveri ved højlys dag har stået på i mere end en menneskealder, og nu må det bringes til ophør«.

Problemet kan næppe isoleres til nogle enkelte personer. Handler det ikke snarere om kulturforskelle?

»Jeg kan ikke udstå kulturargumentet! Som om afrikanerne skulle være dummere eller mindre arbejdsomme end andre mennesker. Varianten af argumentet er forestillingen om den 'glade neger', det er lige så tåbeligt. Den kulturelle forklaringsmodel er en letvægter. For mig at se er problemet institutionelt, og på det punkt har de afrikanske lande i modsætning til eksempelvis de asiatiske lande ikke formået at udvikle tilstrækkeligt stærke institutioner«.

Ordentlige statsstrukturer er altså en mangelvare i Afrika?

»Også i den grad! Afrikas ulykke skyldes først og fremmest, at korrupte og magtbegærlige ledere ikke har behov for deres befolkninger. Staterne finansieres primært af bistand og naturressourcer, og der er mangel på egentlige statsinstitutioner med legitimitet. På overfladen ligner de afrikanske stater det europæiske statsideal, men ofte er staten blot en tom skal, og det har de afrikanske ledere desværre ingen interesse i at ændre på. Derfor må vi hjælpe dem - om nødvendigt med moderat fysisk pres - med at styrke de basale statsinstitutioner«.

Men fraværet af solide strukturer er vel en del af den negative arv fra kolonitiden?

»Arven fra kolonitiden skal man selvfølgelig ikke tage let på, men det er stadig en alt for bekvem undskyldning for de afrikanske ledere at henvise til den hvide mands overgreb. Hvis disse ledere virkeligt ønskede at opbygge stærke og levedygtige stater, der kunne tage hånd om borgernes ve og vel, så havde de også været i stand til at gøre det. Men de er ikke interesseret i at forfølge andet end deres egne kortsigtede målsætninger for personlig berigelse«.

Du synes ikke, at der er grund til dårlig vestlig samvittighed over kolonialismen?

»Jo, men jeg mener ikke, at der er grund til at slå sig selv oven i hovedet med den konstant«.

Historien er ubetydelig?

»Nej, ikke ubetydelig. Det er klart, at de historiske forhold spiller en rolle, men se til Asien, hvor kolonialismen også har sat sine spor, dér hører man ikke argumentet om, at 'de hvide har ødelagt det hele for os'. Den afrikanske elite misbruger groft fortiden til at give os dårlig samvittighed, og af frygt for at genkalde racistiske forestillinger om den 'hvide mands byrde' tager vi ikke fat på Afrikas grundlæggende problem, nemlig ledernes uformåenhed. Mange såkaldt almindelige afrikanere hungrer efter politisk frihed, pluralisme, privat ejendomsret og markedsøkonomi. Når ikke deres egne ledere kan eller vil skaffe dem disse goder, så er der andre, som må træde til. Afrikas unge vil have grundlæggende forandringer til det bedre, også hvis det indebærer en form for 'genkolonisering'. Det handler ikke om den 'hvide mands byrde', men om 'den frie mands forpligtelse'.

Konkret: hvordan skal vi medvirke til at bringe Afrika på fode?

»Vi skal tænke mere i statsopbygning og mindre i serviceydelser, forstået på den måde, at vores bistand i dag især bruges på bløde sektorer som uddannelse, sundhed, landbrug, miljø osv. Det er vigtige aspekter af samfundslivet, men så længe de afrikanske stater ikke har noget fundament, som disse institutioner kan hvile på, ender det ofte som en form for avanceret nødhjælp, fordi staterne regelmæssigt braser sammen. Afrika er jo konfliktramt i særklasse, og de grundlæggende årsager til det forholder vi os stort set ikke til. Vi bruger vores bistand til at reparere alt det, som går i stykker, i stedet for langsigtet at opbygge et fundament, der kan bære og dermed sikre en stabilisering af landene. Løsningen er at sikre opbygningen af en egentlig statsmodel for de afrikanske lande. Det er, hvad jeg forstår ved den administrative kolonisering af Afrika. Det vil for alvor gøre en forskel ved at frisætte kontinentets eget potentiale. Afrikanerne er ikke mindre talentfulde eller begavede end andre af klodens beboere, de savner bare en solid platform«.

De afrikanske ledere vil næppe frivilligt afhænde magten. Hvad skal der så gøres?

»Vi skal som udgangspunkt være langt mere styrende i forhold til, hvad pengene bliver brugt til. Det er klart, at vi ikke kan besætte alle landene, men vi skal udfærdige nogle betingelser, der effektivt sætter de værste regeringer under administration. Den dårligste løsning er selvfølgelig ikke at give nogle penge til de stater, som ikke vil være med, men det kan blive konsekvensen. Den bedste løsning vil være en slags FN-administration, suppleret af Verdensbanken, som kan begynde at opbygge en velfungerende forvaltningssektor«.

Vil det ikke, apropos den koloniale arv, være et problem med hvide administratorer?

»Hvem siger også, at de alle sammen behøver at være hvide? Der er i dag et meget stort antal veluddannede afrikanere, som for manges vedkommende enten er i eksil eller arbejdsløse. Der findes en kæmpe intelligensreserve. Afrikanerne kan sagtens selv skabe vækst og følge demokratiske spilleregler, hvis de undertrykkende kleptokrater sættes skakmat. Til at sætte processen i gang kunne man lave en slags civil FN-styrke - en parallel til de fredsskabende styrker - f.eks. bestående af dommere, revisorer og andre forvaltningseksperter, der i samarbejde med lokale kræfter kunne stable landene på fode. Kolonitiden handlede om at udbytte afrikanerne og plyndre kontinentet for dets rigdomme. Den 'administrative kolonisering' handler alene om at styrke Afrika på afrikanernes præmisser, men ved hjælp af en ekstern autoritet i en afmålt periode«.

Det lyder ikke helt populært hørt med europæiske ører?

»Der sidder mange pæne og velmenende europæere, der tror, at det rigtige er at overlade problemerne til afrikanerne selv ud fra den tanke, at de 'må vide bedst selv'. Det gør de også, men de kan ikke komme igennem med deres viden og deres ønsker, fordi en herskesyg elite sidder tungt på magten. Jeg kender ikke et land, hvor man ikke gerne vil have frihed. Afrikanerne er ikke lykkelige, kort og godt, og det er en skandale, at vi accepterer, at 1-2 procent af Afrikas befolkning holder de øvrige nede i elendighed. For store toldbarrierer, for lidt bistand og kolonial udplyndring, det er de afrikanske lederes evindelige klagesang. Dén skal vi ikke nynne med på længere. Den velmenende bistandssektor må indse, at det er nødvendigt at stille langt mere kontante krav til afrikanerne, og de borgerlige bør forstå, hvilke utrolige ressourcer der gemmer sig i Afrika og hos dets befolkninger«.

I 1985 så vi Live Aid. I år havde vi Live 8. Tror du, at vi vil se en gentagelse om tyve år?

»Det kan jeg godt frygte, i hvert fald hvis vi bare fortsætter med at poste penge ind i Afrika uden at udklække nye idéer. Vi er nødt til for alvor at tage Afrika alvorligt ved at stille seriøse krav. Der er ingen grund til misforstået kulturrelativistisk respekt. Afrikanerne er som os, bare dårligere stillede«.

Her kan du læse en replik fra Knud Vilby