Af Knud Vilby, forfatter

Politiken, 23. august 2005 - replik til Rasmus Hylleberg

»Vi skal kolonisere Afrika«, lyder den bombastiske overskrift til interviewet med Rasmus Hylleberg 20. august, og man synker en ekstra gang. Skulle vi nu ikke lige få klaret koloniseringen af Irak og til dels Afghanistan først? Har vi ikke nok at se til allerede, og mon afrikanerne bliver glade for os, når vi nu kommer og koloniserer eller genkoloniserer dem? I interviewet har Rasmus Hylleberg såmænd fornuftige betragtninger om folkeskadelige afrikanske statseliter, som hindrer afrikanere i at få indflydelse på deres egen hverdag. Men man kan ikke bebrejde intervieweren Adam Holm, at det mest markante og forvrøvlede er blevet til overskriften. »Afrikanernes politiske lederen har brug for eksternt formynderi«, siger Hylleberg, der beskriver, hvordan der skal ske en »administrativ kolonisering« ved hjælp af en ekstern autoritet i en afmålt periode.

Derudover er han i øvrigt ved at svimle over rigeligheden på ressourcer i Afrika. Afrika går en strålende fremtid i møde, hvis blot europæere tager over. Da de rigtige afrikanere bærer på en kæmpemæssig intelligensreserve, som nykolonialisterne kan sætte fri, er der ingen grund til langsigtet bekymring. Jeg glæder mig til Rasmus Hyllebergs speciale om statsopbygninger i Afrika. Men det er ikke udkommet endnu. Så lige først lidt fra virkeligheden: Der er meget, der går ad helvede til i Afrika, men der er store forskelle fra land til land. Der er også sundhedstegn. Unge afrikanere undskylder ikke længere al dårlig dom med at historien har været ond ved Afrika. De vil selv ændre deres lande indefra. Jeg kommer netop hjem fra Kenya og Etiopien To lande som rummer noget af det værste og det bedste. Kenya fik for et par år siden en ny regering efter et fantastisk bevidsthedsskabede og demokratisk valg.

De korrupte blev sat på porten. Nu er der skuffelse, fordi der også er nogle skurke i den nye regering. Men der er en proces i gang. Samfundet har aldrig været mere dynamisk og selvbevidst. I Etiopien har der lige været valg. Det første rigtige valg nogensinde, og oppositionen stormede frem. Meget tyder på at den blev snydt for valgsejren. Regeringen nægter at gå af, men befolkningen buh'er af sine ministre, og kritikken er mere åben end jeg har oplevet det i ti år. I begge lande kan man finde teoretiske argumenter for at folk udefra må gå ind og tage over som formyndere, men gad vidst om det er det, de frihedstørstende befolkninger længes efter. I Etiopien mødtes næsten to millioner mennesker til en protestdemonstration. Det var ikke formynderi de krævede, men retfærdighed. Hvornår har formyndere udefra kunnet bringe retfærdighed til et land?

Den 6. september udkommer bogen 'Uafhængig?' om Afrikas udfordringer. Den handler om andengenerations-landet Tanzania (Forlaget Per Kofod). Jeg har skrevet bogen, men indholdet er baseret på samtaler med tanzanianere, der kan huske hele udviklingen fra uafhængigheden i 1961 og til i dag. Jeg tror, det er første gang afrikanere på den måde har fået lejlighed til selv at beskrive drømmene, den barske virkelighed og fremtidsudsigterne. De fortæller om ledere, der har beriget sig og som nogle gange tog fundamentalt fejl. Men det er samtidig en bog, der viser hvor utroligt store de reelle vanskeligheder er for et fattigt afrikansk land i en globaliseret verden. Fattigdommens og arbejdsløshedens udfordringer er gigantiske, selv hvis Tanzania får den perfekte demokratiske regering, med eller uden formyndere.

Det handler om meget mere end bistand og det handler slet ikke om kolonisering og formynderi. Naturligvis handler det også om os og vores hjælp og om de måder vi spænder ben på. Men der er en verden til forskel på formynderisk bistand, og bistand baseret på ordentlige aftaler og kontrol. Det sidste skal vi have, aldrig det første. Vi han hjælpe med bistand og mere fair handelsregler, men der er ingen snuptagsløsninger. Og jo flere formyndere, Rasmus Hylleberg stiller med, des længere tid vil det tage.