Af Rasmus Hylleberg, BA. scient.pol. og mangeårig Afrika-entusiast
Politiken, 4. september 2004 - replik til forfatter Knud Vilby
| |
 |
Forfatter og ulandsekspert Knud Vilby har med sit stærke engagement og sine mange gode bøger om Afrika og udvikling været mig en inspirationskilde gennem mange år. Det modsatte er desværre ikke tilfældet, kan jeg konstatere efter Vilbys vrede replik til mit forslag om at sætte et flertal af Afrikas ledere under administration og i enkelte tilfælde måske endda afsætte dem (hhv. 23. og 20. august). Det er ærgerligt, for Afrika har brug for, at gode folk som Knud Vilby vil være med til at tænke nyt om det stakkels kontinents kolossale udfordringer.
Ad mindre omveje når Vilby frem til den sædvanlige konklusion om, at Afrika har brug for mere ”bistand baseret på ordentlige aftaler og kontrol” og mere fordelagtige handelsvilkår – samtidig med at han skriver, at jeg ikke skal bilde mig ind, at der eksisterer enkle snuptagsløsninger på Afrikas problemer. Vilby er i den sammenhæng et ekko af den dominerende holdning i bistandsmiljøet lige fra NGOerne over Danida til FN, der turnerer rundt med det glade budskab, at vi kan nå FNs 2015-udviklingsmål, hvis blot bistanden fordobles til omkring 100 mia. dollars årligt. Budskabet serveres med simple beregninger, der f.eks. viser, at vi kan halvere malariadødeligheden med en investering på kun 70 øre pr. afrikaner, men som en af verdens førende udviklingsøkonomer, William Easterly, kritisk anfører i september-nummeret af tidsskriftet Foreign Policy er det besynderligt, at Afrika efter 43 år med en samlet bistand på ikke mindre end 568 mia. dollar stadig ikke har fået anskaffet den billige medicin og halveret malariadødeligheden. Det er vist ikke mig, der forsøger at bilde nogen ind, at der er lette snuptagsløsninger i Afrika. Og det er desværre ikke kun med malariaen det halter. Siden begyndelsen af 1990erne har Afrika oplevet en massiv stigning i antallet af konflikter, og på stort set alle parametre for udvikling går det så skidt, at Kofi Annan for et par år siden kaldte Afrika en ”cocktail af katastrofer”.
Min påstand er ikke, at alle endsige de fleste bistandsprojekter og -kroner går op i korruption. Det vil også være halsløs gerning, fordi evaluering på evaluering viser, at Danmarks – herunder NGO’ernes – bistand virker. Det vi gør, gør vi godt. Det spørgsmål som burde interessere flere – og gerne Knud Vilby - er, om vi gør det rigtige. Bistanden er ofte primær eller sekundær indtægtskilde i de afrikanske stater og udgør gennemsnitligt små 15 pct. af BNP og helt op til 75 pct. af de offentlige udgifter. Det er enestående højt sammenlignet med andre udviklingsregioner. Men tilsyneladende er det eneste resultat af anstrengelserne en stigende erodering – hvis ikke total kollaps - af staternes kapacitet til i bedste fald at implementere lovgivning og i værste fald overhovedet at hænge sammen og sikre et minimum af sikkerhed for borgerne.
Som et eksempel på en positiv tendens fremhæver Vilby den demokratiske udvikling. Den vurdering deler jeg, men demokratiet har også faldgruber. For det første har det foreløbig været spartansk med oppositionspolitikere, der har sat en anden dagsorden end regeringerne. For det andet viser konflikterne, at de demokratiske fremskridt mangler en forankring i stærke stater, der kan garantere borgernes (rets)sikkerhed. Mon ikke den problematik burde indvirke langt stærkere på fordelingen og prioriteringen af bistanden?
Vilby har kun hån tilovers for, at jeg nævner behovet for formynderi og tillader mig at pege på, at Afrika har ufatteligt mange ressourcer i form af olie, diamanter og andre lettilgængelige mineraler. I dag investeres disse ressourcer primært uden for kontinentet uden at komme andet end den afrikanske elite til gode. Vi knokler for at pumpe bistand ind, mens vi passivt ser på, at eliten pumper pengene ud igen. Et absurd teater. Den gode nyhed er dog, at eftersom ressourcerne er koncentreret geografisk på mindre områder, vil det være relativt let – såfremt den politiske vilje mobiliseres - at overtage kontrollen med dem og dermed sikre, at pengene kan bruges til gavn for afrikanerne. Og det kræver ”desværre” formynderi, fordi erfaringen viser, at den ”kontrol”, Vilby taler om, alt for ofte ikke er kontrol, men blot luftig og uforpligtende bistandsretorik. Hvis Vilby dog foretrækker at tale om ”effektiv kontrol” frem for formynderi er det fint med mig. Pointen er den samme.
Afrika har brug for alle de penge til at investere i fremtiden, som man overhovedet kan skrabe sammen, og man skal være ualmindelig kynisk, hvis man ikke synes, vi skylder det fattige kontinent at gøre alt, hvad der står i vores magt for at løfte befolkningerne ud af håbløsheden. Men mere af det samme uden vilje til nytænkning vil formodentlig kun bidrage til cocktailen af katastrofer. Det er rigtigt, at der desværre ikke findes snuptagsløsninger - men nogle løsninger er bedre end andre.